Share Button

DEBAT: De nemme ofre er de ældre plejekrævende mennesker i Gribskov Kommune, disse mennesker
har ikke overskud og mulighed for at lave vrøvl over beslutninger som vedtages i byrådet og har derfor været en meget udsat gruppe med risiko for liv og helbred.

En gruppe mennesker som har brugt deres liv på at føre Danmark frem til den førerposition, vi har indtaget som et af verdens rigeste lande og som de nyeste generationer nyder godt af. Desværre har de nyeste generationer ikke den respekt, som har ført til en god og værdig ældrepleje i Gribskov Kommune. Til trods for at regering og folketing har tilført midler til netop denne gruppe, har man ignoreret dette og brugt pengene til andre formål, sidst har vi set at ældrepuljen på ca. 17 mio. delvis er lagt i kommunekassen og brugt til alt muligt andet.

Den manglende respekt giver sig i øjeblikket udslag i at man nu vil bruge disse ellers øremærkede penge til lønforhøjelser til det nye byråd, med andre ord så skal de ældre plejekrævende borgere i Gribskov betale for politikernes lønfest!

Bo Jul (Nielsen, Socialdemokraterne, red.) redundskylder sig med, at lønstigningerne til udvalgsformændene er, at de skal bruge mere tid til borgerinddragelse, men undskyld Bo Jul – har det ikke altid været en politikers pligt at høre borgernes mening? Nej, politikernes tag-selv bord på Christiansborg er også ved at snige sig ind i kommunalpolitikken.

Det er min opfattelse, at de ældre medborgere i Gribskov har tillid til at det nye byråd – der som lovet – vil gennemføre en mere ældre venlig politik, således at man kan føle sig mere tryg som plejekrævende borger. Spørgsmålet er bare om det i den sidste ende er administrationen mere end politikerne som bestemme hvilken politik der skal gennemføres, jeg er bange for at dette er tilfældet.

Hvis den nye borgmester ikke har den nødvendige gennemslagskraft/beslutningskraft, så ender alt som det hidtil har været med en ældrepleje som sejler uden kaptajn og uden styrmand.

Til sidst vil jeg opfordre det nye byråd til at tænke sig om, før man bevilger sig selv lønforhøjelser på bekostning af ældreplejen – en ældrepleje som er vigtigere end lønforhøjelser.

Jørgen Hasselkjær
Ahornstien 15 D, 3250 Gilleleje