Sneen bidrog til en ekstra hyggelig stemning, da der skulle slås katten af tønden i Græsted. Tekstbidrag: Annelies Hayes Andersen. Fotos: Filip Blum Samuelsen.

Share Button

GRÆSTED: Søndag formiddag var en velbesøgt ”Store Legedag” med fastelavnstema i både Gribskovhallen, hvor Græsted Gymnastikforening G73 havde inviteret børn i alle aldre, i Græsted Kirke, hvor der både var gudstjeneste og tøndeslagning, samt hos Fakta som også indbød til hygge.

Tøndeslagning fra 0-109 år
Fra Skovsminde Plejecenter lød der denne søndag mange glade børnerøster, for her er der igennem mange år opstået en tradition af de særlige. Her åbner man nemlig dørene til hele byen, så deltagere helt fra vuggestue- til plejecenteralder i fællesskab kan fejre Fastelavn. Det er Græsted Handels- og Erhvervsforening, der i samabejde med Skovsmindes Bruger- og Pårørendes Råd arrangerer den gratis festivitas.

Der var gratis forplejning med gode fastelavnsboller, og den fri ansigtsmalingsbod med to frivillige ansigtsmalere var utrolig godt besøgt. De Grønne Spejdere i Græsted hjalp til med at holde styr på de mere end 90 fremmødte deltagere, som slog katten ud af tønden udenfor i gården, uanfægtet af snebygen. Der har været 4-5 forskellige generationer i sving i dag, for der var tønder til de helt små, de lidt større og de voksne.

Fællesskab, der vil noget

Der var selvfølgelig kroner og fine præmier til de forskellige kattekonger og kattedronninger, men i virkeligheden er hovedpræmien, at fællesskabet i Græsted endnu engang er blevet styrket, og at der igen er skabt minder på kryds og tværs. Det er skønt at se, hvad de frivillige i Græsted kan stable på benene igen og igen for at værne om traditionerne og hinanden.

Alder ingen hindring
Også det lokale plejecenter i Græsted slog til tønden denne søndag. På Skovsminde Plejecenter havde de Grønne spejdere i Græsted gjort klar med rafter til tøndeslagning, som var arrangeret af Græsted handels- og erhvervsforening i samarbejde med Skovsmindes venner og personalet fra Aleris Omsorg.

Det var 7. gang at Skovsminde samarbejdede med Græsted handels- og erhvervsforening og de Grønne spejdere i Græsted for at afholde fastelavn.

Der blev uddelt gaver til både kattekonge og kattedronning, samt til bedst udklædte børn. Der blev også kåret en kattekonge og kattedronning i voksenkategorien, hvor beboerne og de andre voksne deltog. Da børnene havde slået katten af tønden blev der kåret en Kattedronning og Kattekonge, som vandt en præmie.