(Tekst / Foto: Allan Andersen)

Share Button

SMIDSTRUP: Torsdag formiddag rykkede Falck’s brandkøretøjer ud fra Falckstationen i Stæremosen, alarmen lød på ildløs i en villa på Nellikevej i Smidstrup.

Der blev slået alarm kl. 10.34, og i løbet af ganske få minutter røg både brandsprøjten og begge tankvogne afsted til adressen, en samlet styrke på ialt ni brandfolk.

Anmelderen var husets mandlige beboer, som var vågnet op i huset hvor han efter natarbejde havde ligget og sovet. Om manden blev vækket af en røgalarm eller blot havde held til at vågne af sig selv er ikke kendt.

Alarmencentralen kunne informere brandfolkene på vej mod stedet, om at der var en kraftig røgudvikling fra et pillefyr i bryggerset på villaen. Tilsyneladende havde husejeren selv fået has på problemet, da der blot var en svag røglugt i huset ved brandkøretøjernes ankomst til Nellikevej. Brandfolkene iværksatte udluftning af selve huset, mens røgdykkerne gik løs på pillefyret.

(Foto: Allan Andersen)

Den mandlige beboer var ikke helt frisk ovenpå oplevelsen, og fik straks iltbehandling af en nødbehandler på brandsprøjten ligesom der blev tilkaldt en ambulance til stedet. Ambulanceredderne endte med at tage manden med en tur på hospitalet til et nærmere check ovenpå episoden.

Heldigvis viste skaderne sig at være begrænsede, da røgdykkerne fik skilt pillefyret ad. Der havde formentlig været tale om et tilbageslag fra pillefyrets brændkammer eller skorsten, som havde sendt en masse røg ud i huset fremfor op i skorstenen.

En skorstensfejer blev tilkaldt af brandvæsnet til at inspicere pillefyr og skorsten.

Har DU en røgalarm i dit hjem? En røgalarm er den billigste livsforsikring man kan få…

(Foto: Allan Andersen)