Maskinen tyggede sig hurtigt gennem stråtaget, som tydeligvis var træt af ælde sammen med en stor del af div. tagspær på den gamle ejendom. (Tekst/Foto/Video: Allan Andersen)

Share Button

GILLELEJE: Striden om hvad det gamle fiskerhus skulle bruges til, har bølget frem og tilbage igennem flere år. Tirsdag blev det dog til et endeligt for huset fra 1777, da en entrepenørmaskine satte gang i nedrivningen af et stykke af Gillelejes historie.

Huset har i mands minde været “Per Skomars Hus” på adressen Havnevej 16, lige ved siden af Restaurant Gilleleje Havn, og en arg strid om hvad huset skulle benyttes til – erhverv eller bolig – har bølget frem og tilbage de seneste år.

I mellemtiden har det gamle klassiske fiskerhus stået tomt, og er forfaldet mere og mere. Med en pris på omkring 2,4 millioner for et par år siden og sidst kendte offentlige salgspris på 1,8 millioner for de 48 m2 hus og de tilhørende 490 m2 grund har huset haft et usikkert liv, specielt da ønsket om at indrette erhverv i huset gang på gang blev afvist af både administrationen og byrådet.

Det oprindelige hus fra 1777 skal ifølge lokale have ligget 2,5 meter længere inde på grunden, men efter at have været brændt ned til grunden i starten af 1900-tallet, blev det nuværende hus bygget, og placeret helt ud til vejen.  Planen for det nye byggeri på grunden er dog at man igen placerer på det som skal være den oprindelige plads, 2,5 meter inde på grunden.

– Huset skal dog genopføres i samme stil, og se ud fuldstændig som det game hus her. Det er vigtigt at det netop bevarer indtrykket af det gamle Gilleleje, lød det fra bygherren som tilså nedrivningen tirsdag eftermiddag. 

Om huset nu skal benyttes til bolig eller erhverv har det i skrivende stund ikke været muligt at finde dokumentation på.

Hele stråtaget og alt træværk blev tirsdag fjernet fra det gamle hus på Havnevej. (Foto: Allan Andersen)
En del forbipasserende stoppede op og kiggede på, flere formentlig noget forundret over nedrivningen – men der er nu en mening med galskaben. (Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)