THOk har tradition for flotte resultater i orienteringsløb. Både Agnes Nørgård Kracht, Emil Øbro og Amanda Falck Weber er vandt til at indtage medaljeskamlerne. Alle hentede da også medaljer i seneste DM. Foto: THOK/arkiv.

Share Button

TISVILDE: Det blev til lidt af en medaljeregn, da Tisvilde Hegn Orienteringsløb i weekenden deltog i  danmarksmesterskaber på Fyn i både stafetorientering og almindeligt orienteringsløb på lang bane.

Syv af guld-, syv af sølv- og fire bronzemedaljer blev det til for Tisvilde Hegn Orienteringsklub, der dermed fortsatte sin imponerende medaljehøst ved weekendens danmarksmesterskaber.

Ida Øbro er guldvinder og Agnes Nørgaard Kracht bronzevinder på lang bane, en af orienteringssportens allerhårdeste discipliner.

Lørdag løb stafetten af stablen i silende regn, men løberne trodsede vand og mudder, og især herrerne imponerede, da de kæmpe sig til guld i klasserne H 45, H 65 og H 70.

I H 45 var det Preben Jørgensen, Jesper David Jensen og Thomas Greve Jensen, der løb sig til guldet.

I H 65 var det Keld Johnsen, Peter Wraa og Leif E. Larsen, der løb med sejren, og i H 70 gik medaljerne til Niels Landsberg og Klaus Olsen.

Det blev til sølv i H21 til Emil Øbro, Jonas Falck Weber og Björn Cederberg, og i H20 gik bronzen til Jakob Schøier Kovsted, Lasse Falck Weber og Carl Emil Schøier Kovsted.

Hos kvinderne gik sølvet til Agnes Nørgaard Kracht, Ida Øbro og Amanda Falck Weber i D 21 og til Aase Neregaard og Inger Kirkegaard i D 65.

Thomas Greve Jensen, Preben Jørgensen og Jesper David Jensen jubler over sejren i stafetten.

Søndag
Søndagen handlede om at klare sig bedst på lang bane. I D 18 var Ida Øbro hurtigst til at tilbagelægge de otte kilometer og løb med guldet, blandt andet foran klubkammeraten Agnes Nørgaard Kracht, der sikrede sig bronze.

I H 65 vandt Leif E. Larsen sin guldmedalje nummer 54, og det blev også til guld for Thomas Greve Jensen i H45 og for alderspræsidenten Poul Erik Birk Jacobsen i D/H 90.

Sølvmedaljerne blev vundet af Amanda Falck Weber, Lena Wraa, Tim Falck Weber og Carl Emil Schøier Kovsted, og bronzemedaljerne af Aase Neregaard og Henrik Markvardsen.