Freja Bendtsen, yderst til højre, slog klubrekord, da hun i weekenden brugte blot 19 sekunder på at få 10 point i en kamp. Foto: Arkiv/Bushi.

HELSINGE: Karateklubben Bushi fra Helsinge havde i weekenden sendt fire af sine unge talenter hinsidan for at kæmpe mod vores broderfolk. Det kom der en række guldmedaljer og en flot klubrekord ud af.

De fire medaljetagere kunne tillade sig at more sig efter de flotte resultater. Foto: Privat.

Fem gange kunne elever fra Bushi indtage den øverste skamle ved weekendens Ippon Karate Open i Sverige. Det var årets sidste stævne for Bushi, der havde sendt fire elever afsted, der samlet deltog i fem kategorier og altså hentede imponerende fem guldmedaljer.

De lokale deltagere var Freja Bendtsen, Vanesa Radakovic og Mikkel Stauning, der alle stillede op i kumite, mens Maja Radakovic stillede op i både Kata og Kumite.

I Kata, som er en teknisk øvelse, viste Maja Radakovic, at hun er blandt Danmarks bedste i sin aldersklasse. Hun vandt i sikker stil alle sine fire kampe uden at modstanderne fik et eneste dommerflag, der signalerer en scoring.

Resten af turneringen havde fokus på kamp, også kaldet kumite i karatecirkler, og her viste de lokale talenter, at de havde overblikket og vandt samtlige deres individuelle kampe.

– Vi er som trænerstab i Bushi, rigtigt tilfredse med at kæmperne i den grad formår at omsætte den hårde træning med nye teknikker, til point og sejre i kampene – og fem guldmedaljer ud af fem mulige er jo
helt optimalt,, udtaler sensei Erling Marcussen.

Klubrekord
Ud over de flotte kampresultater, blev der også sat klubrekord. Det skete, da Freja Bendtsen brugte blot 19 sekunder på at sikre sig scoren 10-0. Det er ikke sket før i klubbens historie, lyder det fra cheftræneren.

Giv din mening til kende: