[16. marts] Foredrag: Har Internettet svækket mediernes etik?

Andreas Marckmann Andreassen. Foto: Presse.

GILLELEJE: Internettet har svækket mediernes etik. Sådan lyder budskabet fra en række journalister i en stor rundspørge, som ligger til grund for bogen ‘Etik for journalister på nettet’. Hør mere til, hvorfor journalisterne mener, at etikken er svækket på nettet.

”På avisen kunne vi nogle gange bruge 24 timer på at diskutere etikken bag en historie. På nettet måtte man vurdere det på sekunder.” – Geir Terje Ruud, tidligere chefredaktør på ekstrabladet.dk, 

Går det for hurtigt, når der skal laves journalistik på nettet? Spørgsmålet er særligt relevant i disse år, hvor især de sociale medier har gjort det muligt at dele nyheder langt mere effektivt end vi hidtil har set i verdenshistorien. Aldrig har det været lettere at komme ud med sine nyheder, men det har omvendt lagt et latent – og nogle gange et meget konkret – pres på journalisterne, der i deres iver efter at være først, kan risikere at gå på kompromis med netop den etik, som tidligere var et varemærke hos de danske mediehuse.

Spørger man forfatter og journalist Andreas Marckmann, så er svaret kompliceret. Han kommer snart til Kulturhavnen for at holde foredrag om etikken i journalistikken, blandt andet med baggrund i sin bog ‘”Etik for journalister på nettet’, skrevet af Andreas Marckmann og Jakob Albrecht, og hvor ovenstående citat fra Geir Ruud stammer fra.

Bogen tager udgangspunkt i en række interviews samt en stor undersøgelse blandt skandinaviske journalister, hvori der blandt andet blev spurgt til etik. Og her svarede blot tre procent af journalisterne i Danmark, Norge og Finland, at internettet havde styrket etikken.

Men hvad er der gået galt med etikken? Hvem har skylden? Og hvad er konsekvenserne ved en svækket etik i dansk journalistik? Alle disse spørgsmål fortjener svar, og dem vil Andreas Marckmann forsøge at give, når han 16. marts kl. 15-17 kigger forbi Mixhjørnet i Biblioteket i Kulturhavnen. Arrangementet er gratis.

For til trods for de mange kritikpunkter, så mener Andreas Marckmann Andreassen, at internettet kan gøre journalistikken bedre end nogensinde.

Andreas Marckmann vil til foredraget blandt andet komme med konkrete eksempler fra mediernes dækning af fx terrorangrebet 11. september 2001, de københavnske terrorangreb i 2015 og dækningen af stormulykken på Storebælt i januar i år at lægge op til debat om journalistikkens tilstand i en digital fremtid.

Andreas Marckmann Andreassen er til daglig digital redaktør på Fagbladet Journalisten og forfatter til flere bøger, senest “Etik for journalister på nettet” og “Håndbog i EU for journalister”.

TID: 16. marts kl. 15-17
STED: Kulturhavn Gilleleje, Mixhjørnet i Biblioteket, 1. sal
ENTRE: Gratis.

Giv din mening til kende: