TV Nordkysten

Seneste artikler:

Powered by Vejreti.com

32-årig fængslet for voldtægtsforsøg og blufærdighedskrænkelse

GRIBSKOV: En 32-årig mand fra København er fredag formiddag i Retten i Helsingør blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for voldtægtsforsøg og flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Manden er blandt andet sigtet for natten til torsdag at have skaffet adgang til en 95-årig kvindes hjem i Blistrup, hvor han forsøgte at voldtage hende og have anden seksuel omgang med kvinden.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge en række oplysninger til Netavisen Gribskov blev den 95-årige kvinde reddet af sit nødkald, som hun bar om halsen og manden blev skræmt bort da hjemmehjælperen ankom til kvindens bopæl kort efter – det er dog ikke noget som Nordsjællands Politi endnu har bekræftet.

Blottede sig to steder i Blistrup
Senere på morgenen begik den 32-årige ifølge sigtelsen fra Nordsjællands Politi blufærdighedskrænkelse, da han onanerede over for to kvinder i henholdsvis Netto og ved en privatadresse.

Desuden er manden også sigtet for at have onaneret over for en tredje kvinde i en bus onsdag eftermiddag.

Nordsjællands Politi efterlyste torsdag eftermiddag manden og kunne efter massive henvendelser fra borgerne anholde ham få timer senere.

Stor hjælp fra offentligheden
– Der er ingen tvivl om, at borgerne har en meget stor del af æren for, at vi så hurtigt kunne anholde manden. Og jeg vil i den forbindelse gerne have lov at sige tak til alle, som har ringet til os med oplysninger eller på anden måde hjulpet med at finde frem til ham, siger politikommissær Henrik Gunst, leder af afdeling for personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi.

Den 32-årige nægter sig skyldig i alle forhold, men erkender at have været til stede i bussen samt på den adresse, hvor han er sigtet for blufærdighedskrænkelse.

Der er nedlagt navneforbud i sagen.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com
Sponsorerede links