VEJBY: Søndag eftermiddag kl. 15.48 blev der slået alarm om en alvorlig drukneulykke på en strand for enden af Markvænget i Vejby Strand, her kæmpede civile for en 55-årig kvinde som lå livløs i vandet.

Flere ambulancer, akutlæge, politi, redningsbåden ‘Rescue Gilleleje’ og brandvæsen rykkede straks ud til stedet, hvor det i første omgang lød at kvinden lå livløs i vandet og at man kæmpede for at få hende i land.

Heldigvis var det lykkedes ved en stor fælles indsats for en række mennesker på stranden at få fat i kvinden, og få hende reddet i land, inden redningsfolkene nåede frem til stedet. Ved et tilfælde var der to læger tilstede ved ulykken, og de iværksatte straks en effektiv behandling af kvinden nede på stranden.

– Kvinden har både puls og vejrtrækning da vi ankommer til stedet, men hun er fortsat bevidstløs da hun bæres op fra stranden og ind i ambulancen, oplyser politiets indsatsleder på stedet til Netavisen Gribskov.

Herefter sætter ambulancen kursen mod Heather Hill, hvor en af Forsvarets redningshelikoptere er landet, og holder klar til at tage kvinden med ombord.

Undervejs mod Heather Hill kommer kvinden angiveligt pludselig til sig selv, og efter at være blevet nøje undersøgt af lægerne letter heleikopteren uden kvinden, som i stedet køres med ambulance til Traumecentret på Hillerød Hospital.

Kvindens præcise tilstand er ved 18-tiden ikke kendt, men de umiddelbare oplysninger tyder på at hun er sluppet med livet i behold.

HVAD GØR DU HVIS EN PERSON DRUKNER? LÆS MERE HER

En række badegæster kastede sig uden tøven ind i redningen af kvinden, og det kan meget vel have reddet hendes liv. (Foto: Allan Andersen)
Helikopteren landede midt i Heather Hill, og kort efter kom ambulancer, politi og div indsatsledere frem til stedet. (Foto: Allan Andersen)
Det var her ved redningsnummer K223 at ulykken skete, stedet er ikke udstyret med en livredder og derfor heller ikke nogen flag. På alle øvrige strande med livreddere er der røde flag i dag søndag. (Foto: Allan Andersen)