TV Nordkysten

Seneste artikler:

Powered by Vejreti.com

61 sexforbrydelser i Gribskov på to år: Voldtægtsmyter er udbredte blandt unge

GRIBSKOV: 11.800 kvinder udsættes årligt for voldtægt eller voldtægtsforsøg ifølge offerundersøgelser. Nu viser en analyse fra Aarhus Universitet, at der blandt unge, og særligt de 16-20-årige mænd, florerer stærkt stereotype og fejlagtige forestillinger om voldtægt. Det er et problem, da voldtægtsmyter kan øge risikoen for overgreb. Det Kriminalpræventive Råd opfordrer til at følge gode erfaringer fra udlandet og sætte ind med forebyggelse.

Fra 01. januar 2020 og frem til dags dato, 13. december 2021, er der anmeldt 61 seksualforbrydelser i Gribskov Kommune, hvilket umiddelbart er et højt antal, men som desværre ligner tallene fra det meste af landet og det er specielt hos de unge at der er misforståelser af hvad der er voldtægt.

– De senere år har vi set foruroligende mange voldtægter. Vi er nødt til at se på, hvordan vi forebygger dem. Undersøgelsens resultater peger på, at et sted at starte kan være at ændre de unges stereotype holdninger til voldtægt, siger analytiker i det Kriminalpræventive Råd Jonas Mannov.

I den nye undersøgelse mener hver femte ung, at ’hvis en mand er fuld, kan det hænde, at han voldtager nogen uden at have intention om det’, og samme andel er enige i, at ‘hvis en kvinde ikke siger “nej”, kan hun ikke anklage manden for voldtægt’. Voldtægtsmyterne er især udbredte blandt mænd på 16-20 år. Fx mener hver anden unge mand, at ’voldtægtsbeskyldninger ofte bruges som hævn mod mænd’, og mere end hver tiende mener, at det ikke er voldtægt, hvis man presser ens partner til sex.

Kriminolog og lektor Sarah van Mastrigt fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet står bag undersøgelsen, som med udgangspunkt i internationalt anerkendte forskningsværktøjer, måler niveauet af stereotype holdninger til voldtægt.

– Der er heldigvis generelt lav accept af de fleste voldtægtsmyter blandt de adspurgte unge. Men der er en betydelig gruppe af især yngre mænd, der har meget problematiske holdninger til voldtægt. Vi ved fra international forskning, at mænd der har disse holdninger, har større risiko for at begå seksuelle overgreb. Vores resultater peger derfor på et reelt behov for oplysning og mytepunktering, hvis vi skal mindske antallet af overgreb. Vi er nødt til at ruste vores unge – og særligt de helt unge mænd – med bedre viden, siger Sarah van Mastrigt.

Voldtægtsmyterne kan ikke blot føre til flere overgreb, siger Sarah van Mastrigt:

– Undersøgelser peger også på, at der er en sammenhæng mellem stereotype forestillinger og at færre anmelder overgreb, faresignaler overses, og færre griber ind, hvis de er vidner til situationer, der kan udvikle sig til voldtægt.

Hos Det Kriminalpræventive Råd har man i stigende grad fokus på, at de unge kan hjælpe med at passe på hinanden og dermed forebygge overgreb.

– Undersøgelsen viser, at langt de fleste unge gerne vil gribe ind, men de ved ikke, hvordan de skal gøre det. De unge er en ressource, som vi i øjeblikket ikke får sat i spil. Vi bør klæde unge på til at handle, når de ser situationer, der kan udvikle sig til seksuelle overgreb, siger analytiker Jonas Mannov fra Det Kriminalpræventive Råd.

I udlandet har man gode erfaringer med indsatser i skoler og på universiteter, der kan nedbryde fordomsfulde holdninger og lære unge, hvordan de kan gribe ind og dermed mindske risikoen for seksuelle overgreb. Formand for Det Kriminalpræventive Råd Erik Christensen mener, at regeringen bør prioritere indsatser, der kan forebygge voldtægter i Danmark.

– Der er en meget alvorlig mangel på forebyggelse af voldtægt. Det er helt uacceptabelt, at så mange kvinder oplever at blive voldtaget. Der er behov for, at regeringen sætter ind med en massiv forebyggelsesindsats. Vi mener, der er behov for en national strategi, der kommer 360 grader rundt om problemet, siger Erik Christensen fra Det Kriminalpræventive Råd.

Fakta
Rapporten ’Unges stereotype holdninger til voldtægt’ er udarbejdet af Sarah van Mastrigt og Terese Hartmann fra Aarhus Universitet i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd.
Over 2.000 unge i alderen 16-30 år har svaret på, hvor enige de var i en række udsagn om voldtægt. Megafon har foretaget spørgeundersøgelsen fra 10. december 2020 til 7. januar 2021. 
11.800 kvinder oplever hvert år at blive udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg ifølge Offerundersøgelsen. 58 procent af ofrene er under 25 år, det samme gælder 33 procent af de formodede gerningspersoner.  

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com
Sponsorerede links