[8. juni] Pinsecykeltur med bier, honning og mjød

Foto: Jens Erik Larsen.

GRIBSKOV: Lørdag den 8. Juni inviterer den lokale klimagruppe på en gratis fælles-cykeltur med fokus på bier. Turen går både til Biavlerforeningens skolebigård uden for Græsted og til en privat biavler, der byder på mjød lavet på honning.

Bierne har trange kår rundt om i verden, hvor der rapporteres om massedød på grund af pesticider, mider og meget andet. Temaet er derfor ganske relevant, når klimagruppen i pinsen cykler til Biavlerforeningens skolebigård på Mårumvej 59 uden for Græsted.

Der bliver også tid til at besøge Janne og Jens Ålborg på Faxemosevej 9, som også har bier og som brygger både mjød og øl – og bedst af alt, især efter en cykeltur, får man lov at smage på varerne.

– Vi sigter på at få viden – og inspiration til selv at gøre en indsats for biers og andre bestøveres overlevelse, lyder det fra tovholderne til, hvorfor de har arrangeret turen, der som vanligt er gratis at deltage i.

Datoen er lørdag d. 8. juni, tidspunket kl. 13.05 og mødestedet er Helsinge Station. Det er også muligt at tilslutte sig ved skolebigården på Mårumvej, hvis turen synes for lang. En god cykel med mere end 1 gear anbefales på det kraftigste.

Gruppen cykler fra stationen til det tilsåede areal ved Boagervej. Derefter går turen tilbage og ad stier og småveje ud af Helsinge og Nejlinge. Man cykler derefter ad cykelstien langs Græstedvej og Dønnevældevej, drejer ad Faxemosevej og derfra ud til Mårumvej. Kort efter rammer gruppen skolebigården. Efter besøget der, tages turen tilbage til Faxemosevej til højre til nr. 9.

Hjemturen kan enten gå ind til Græsted / Græsted Syd via Præstevejen eller tilbage til Helsinge ad Faxemosevej og ad stien langs Dønnevældevej og Græstedvej.

Turens varighed ca fire timer og længden ca 25 km tur-retur (Helsinge-Helsinge)

Turleder er Kirsten Gamst-Nielsen. Tilmelding er nødvendig og skal senest den 5. Juni til cykelje@gmail.com.

Giv din mening til kende: