Åben invitation: Bueskyttelaug fejrer 40 år

Der er mulighed for at prøve at skyde med bue og pil, når Nordkystens Bueskyttelaug 23. februar fejrer 40 år som laug. Foto: Genrefoto.

GILLELEJE: Den 23. februar fejrer medlemmerne i Nordkystens Bueskyttelaug, at det i år er 40 år siden lauget blev etableret. Dagen markeres med en festlighed, hvor du får mulighed for at prøve at skyde med bue og pil.

Foreningens så dagens lys tilbage i februar 1979 på initiativ af den nu 80-årige Knud D. Jørgensen, som sammen med et par ligesindede, blandt andet den dengang meget aktive og kendte bueskytte Erna Rahbek, ønskede et sted at forfine den noble jagtkunst. Lauget fik navnet Nordkystens Bueskyttelaug, og de gæve mænd og kvinder har i årene siden spredt deres passion til mange andre i kommunen.

Og 23. februar er det tid til at fejre de mange års passion. Knud holder stadig formen ved lige som aktiv bueskytte i foreningen, dog i et noget mere behersket tempo end i sine yngre dage og deltager stadig i stævner. Næste måned er han for eksempel klar til at dyste i DM i buetypen recurve.

Lauget har base i Gilleleje Fodbold Klubs idrætshus i vintermånederne. I sommermånederne finder løjerne sted på boldklubbens udendørs idrætsanlæg.

Lær at skyde som Robin Hood
Foreningen er et stykke fra sin storhedstid, og der er derfor plads til flere medlemmer. Og skulle du nu sidde og tænke, at det kunne være sjovt at prøve sine evner af, så kan du kigge forbi idrætshuset på Idrætsvej lørdag den 23. februar i tidsrummet kl. 13-17, hvor der vil være en ”for sjov skyde-konkurrence” for de, der har lyst til at være bueskytte for en stund.

Der bydes også på lidt at spise og drikke i løbet af eftermiddagen.

TID: lørdag den 23. februar i tidsrummet kl. 13-17.
STED: Idrætsvej 4, Gilleleje.
ENTRE: Gratis, alle velkomne.

Giv din mening til kende: