Åbent hus i FGU: Nu er vi ved at være på plads

Der blev blandt andet hygget med en omgang bingo, da FGU i går holdt åbent hus. Tekst: David Abildgaard. Foto: Kian Wive.

HELSINGE: Den nye uddannelseslinje FGU har overtaget hvad der tidligere var Produktionsskolen Gribskov. Og i går, torsdag, blev der budt indenfor til åbent hus.

Skoleleder Kenn Andersen holdt en kort tale som indledning til åbent hus. Foto: Kian Wive.

Der blev taget godt imod, da elever og lærere i går eftermiddags kunne invitere inden for til åbent hus i lokalerne over for biblioteket i Helsinge. Her har en stor gruppe unge dagligt til huse, hvor de bliver undervist i fag som multimedier, design og produktion, køkken- og kantinedrift med mere.

Skolens personale har været gennem en del omvæltning og turbulens, hvilket også blev anerkendt i åbningstalen af skoleleder Kenn Andersen. Han havde dog kun ros til både ansatte og elever for den tålmodighed de havde udvist og lovede, at det snart ville falde langt mere på plads.

Avisens udsendte blev budt på en helt fantastisk muffin med varm nougat og chokolade. Så bliver det ikke bedre. Alle muffins var lavet af et par dygtige elever og deres undervisere fra skolens køkkenlinje. Foto: Kian Wive.

Årsagen til turbulensen skyldes regeringens ambition om at oprette et nyt uddannelsestilbud FGU, som er en forkortelse af Forberedende Grund Uddannelse og består af i alt tre spor, hvor de unge både bliver undervist i klassiske skolefag som dansk og matematik, men også kan lære i skolens forskellige værksteder, hvor fokus er lagt på at høste praktiske erhvervsrettede erfaringer.

Byrådsmedlem for formand for udvalget Beskæftigelse og Unge Mikkel Andersen (A) fik også mulighed for på udvalgets vegne at takke de ansatte og unge for den store indsats i overgangen. Han var heller ikke sen til at erkende, at det har været en udfordring, men var imponeret over, hvor langt man trods alt var kommet, særligt med tanke på, at statens IT-system har drillet i en grad, så skolen ikke engang har kunnet indskrive sine elever.

De ting skulle gerne være ryddet af vejen, og er du mellem 15 og 24 år og endnu ikke har afsluttet eller påbegyndt en ungdomsuddannelse, så kan skolen være et oplagt mellemtrin på din videre færd ud i uddannelsessystemet, især hvis du føler, at du ikke helt er klar til at tage det store spring til HF, gymnasiet og lignende.

Du kan læse mere om skolens forskellige tilbud her: FGU Nordsjælland.

Fotos i denne artikel er alle taget af en af skolens dygtige medieelever, Kian Wive.

 

 

Skriv din kommentar her: