Advarsel: Forskere finder farlige flåter i Tisvilde Hegn

Vær varsom med at træde for langt uden for den farbarne sti. Og tjeck for flåter bagefter. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Tisvildevejen.dk

TISVILDE: Statens Serum Institut (SSI) melder ud, at de har fundet flåter indsamlet i Tisvilde Hegn, som bærer TBE-virus. Flåterne er især fundet omkring naturlegepladsen. Personer i området, især uden for stier i skov og krat, bør beskytte sig mod flåtbid.

Advarslen kommer efter, at der hen over sommeren har været tre sygdomstilfælde med hjernebetændelsessygdommen TBE. Undersøgelsen i Tisvilde Hegn viser, at nogle flåter indeholder TBE-virus.

TBE-virus er nu påvist i flåter samlet ind omkring Tisvilde Naturlegeplads i det nordøstlige hjørne af Tisvilde Hegn. Der er ikke indsamlet flåter fra andre områder af Tisvilde Hegn.

“Det vides derfor ikke i hvilket omfang, der er TBE-virus i flåterne andre steder”, oplyser seruminstituttet.

En tredjedel af de smittede udvikler neurologiske komplikationer, såsom hjernebetændelse.

“Personer som færdes i området, især uden for stier i skov og krat, bør derfor være meget opmærksomme på at beskytte sig mod flåtbid. Aktuelt vurderes hele området omkring Tisvilde Hegn som risikoområde for TBE”, oplyser SSI.

Lav smittefare
Risikoen for smitte vurderes generelt at være lav, men kan variere i området.

“SSI foreslår vaccination mod TBE til personer, der færdes regelmæssigt uden for stier i skov og krat i kendte TBE-risikoområder”, oplyser instituttet.

Indsamlingen af flåter er foretaget af forskere på Københavns Universitet (KU) i samarbejde med SSI.
Den blev sat i gang, fordi der i sommeren 2019 blev påvist hjernebetændelsessygdommen TBE hos tre personer, som alle formodes smittet i eller omkring Tisvilde Hegn.

“Påvisning af dette såkaldte ”mikrofokus” bekræfter, at der p.t. er en risiko for TBE-smitte efter flåtbid, hvis man færdes i Tisvilde Hegn, og altså særligt omkring Naturlegepladsen. Der kan imidlertid godt være risiko for smitte i andre afgrænsede områder i Tisvilde Hegn.”

”Personer som færdes i og omkring Tisvilde Hegn, især uden for stier i skov og krat, bør derfor være meget opmærksomme på at beskytte sig mod flåtbid”, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI i en udsendt pressemeddelelse.

Størst fare ved naturlegeplads
Det er sæson for plukning af bær og indsamling af svampe. Derfor bør man være særlig opmærksom på risikoen for flåtbid ved sådanne aktiviteter i Tisvilde Hegn og andre kendte risikoområder (Bornholm).

”I det undersøgte område varierer andelen af flåter, som har TBE-virus i sig, en del, men den er højest tæt på Naturlegepladsen. Risikoen for smitte med TBE i Tisvilde Hegn vurderes generelt at være lav, men den kan altså være højere omkring Naturlegepladsen.”

”Man kan minimere risikoen for flåtbid ved at bruge en trøje med lange ærmer og lange bukser samt bære støvler og/eller trække strømperne ud over bukserne. Desuden kan myggeafvisende midler have en vis effekt. Hvis man udelukkende færdes på stier i skoven, vurderer vi risikoen for smitte at være meget lav” siger overlæge Anders Fomsgaard fra SSI.

Tjek dig selv og dine børn for flåtbid

SSI opfordrer til, at man undersøger sig selv og sit barn for flåtbid og fjerner eventuelle flåter straks med en pincet eller bare med neglene. Et efterladt flåthoved/munddele betyder ikke noget, men se efter, at der ikke senere opstår betændelse i et sår eller et ringformet udslæt, som kan være tegn på infektion med Borrelia-bakterien.

Risikoen for flåtbid og TBE-smitte findes året rundt, også om vinteren, og risikoen er mest bestemt af, hvornår og hvor længe man opholder sig i risikoområderne. Derfor synes risikoen størst i godt tørt vejr i sommer- og sensommermånederne, hvor man færdes hyppigt og længe i nærheden af skovbunden, for eksempel ved leg i nedfaldne blade.

Der findes en vaccine mod TBE, som kan overvejes til personer, som bor eller færdes ofte i kendte risikoområder som Tisvilde Hegn. SSI foreslår vaccination mod TBE, hvis man jævnligt bevæger sig uden for stier i skov eller krat i kendte risikoområder, og især til personer, som plejer at få flåter på sig, når de færdes i naturen. Vaccinationen består af flere doser med behov for revaccination. Den skal betales af personen selv.

I år har SSI foreløbig påvist TBE hos 11 personer i Danmark. Heraf formodes tre smittet i eller omkring Tisvilde Hegn, én på Bornholm og syv i udlandet (fire i Sverige, to i Litauen og én i Letland).

Giv din mening til kende: