Badminton-klub uden haltider: “Stop forskelsbehandlingen”

Tekst: David Abildgaard. Foto: Genrefoto.

GRIBSKOV: Ifølge formanden for Nordkystens Badminton Klub er politiske vennetjenester med til at gøre livet svært for flere af de mindre, lokale klubber. Formanden har klaget til DGI over politisk og kommunal forskelsbehandling.

HJÆLP – HJÆLP – Vi har akut brug for haltid.”

Sådan lyder indledningen på en mail, som center for Idræt og Folkeoplysning på rådhuset har sendt til lokale badmintonforeninger og haller i håb om akut hjælp til tre af kommunens badmintonklubber.

Flagermus og vandskader
De tre klubber mangler egnede haller og kan derfor ikke træne – og det er der flere gode årsager til, oplyser centeret i den udsendte mail:

“Vi har p.t. to kommunale haller og en gymnasiehal, vi ikke kan benytte i øjeblikket. I Tingbakkehallen er der en større vandskade. I Gymnasiets hal er der også en større vandskade. I Bjørnehøjhallen er der en flagermuskoloni, der har indtaget hallen (flagermus er fredede og må ikke bare indfanges, for at få dem ud af hallen)”, oplyser Idræt og Folkeoplysning i sin bøn til kommunens haller og badmintonforeninger.

Særligt hårdt ramte er Valby Badminton, Spidsbjerg Badminton og Nordkystens Badminton Klub, som alle står uden både trænings- og kamptider, oplyser kommunen.

Formand: Andre haller står stort set tomme
De manglende baner og ringe hal-forhold er til stor gene for Nordkystens Badminton Klub. Klubbens formand, Claus Vetter Andersen, oplyser til Netavisen Gribskov, at han på vegne af klubben har sendt en anmodning til kommunen om at få delet sol og vind mere lige blandt de lokale idrætsforeninger.

“Syntes man i Gribskov kommune, at det er i orden, at flere klubber ikke kan spille badminton? Bør kommunen ikke fordele den haltid der er i de kommunale haller, netop når man er i en situation som denne”, spørger formand for Nordkystens Badminton Klub Claus Vetter Andersen i mailen sendt til kommunens center for idræt.

Han peger på, at der er andre haller, som kan bruges i stedet.

“Helsinge badminton hal og Blistrup Hallen har masser af ledige tider lørdage og søndage i sæsonen – måske ikke på papiret, men i den virkelige verden”, oplyser han i mailen.

Klage over politiske vennetjenester
Formanden for den relativt nystiftede forening holder sig ikke tilbage i sin kritik af især det lokale politiske idrætsudvalg og det foreningsdrevne idrætsråd. Claus Vetter Andersen mener, at medlemmerne er blevet så gode til at hytte egne interesser, at enkelte foreninger får langt mere haltid end de har behov for, mens andre som konsekvens må stå helt uden. Han har derfor indsendt en orientering til DGI Nordsjælland.

“Som det ser ud lige nu kan vi intet gøre, vi kan ikke træne, og vi kan ikke spille hjemmekampe, fordi kommunen ikke vil gå ind i sagen og fordele den haltid kommunen har i alle deres haller med lidt til hver forening. I Gribskov Kommune er det åbenbart kun de klubber der har politisk opbakning (via byråd eller idrætsråd) som kan få haltid”, oplyser Claus Vetter Andersen i en mail til DGI, som Netavisen har fået indsigt i.

Formanden har som konsekvens af de manglende haltider måtte bede DGI om lov til at afvikle alle klubbens hjemmekampe på udebane i stedet.

Til Netavisen Gribskov uddyber formanden sin klage på følgende vis:

– De andre badmintonforeninger har fået langt bedre haltider, men de bruger dem ikke. Vi er en seks mennesker der har kørt rundt og undersøgt, og vi kan se, at der er flere haller, der står ledige efter kl. 20. Men nej, dem må vi ikke bruge, for de andre formænd siger, at hallen er besat. Men hallerne står stort set tomme, forklarer formanden og oplyser, at han ikke har fået det store ud af sine anstrengelser, der inkluderer en indsendt klage til kommunen og politikerne.

Netavisen Gribskov følger sagen.

Opdatering: Formanden for Idrætsrådet, Mai Smedegaard, tager til genmæle. Det kan du læse om her:

Idrætsformand til kritik om haltider: Vi favoriserer ingen

Giv din mening til kende: