Bakkefest slog alle rekorder: “Det var helt vildt!”

Der var helt fyldt både fredag og lørdag til bakkefesten. Foto: Michael Madsen.

GILLELEJE: Formanden for Bakkeselskabet er en glad mand. For ikke nok med, at vejret var perfekt, så kom der så mange mennesker over festens tre dage, at op mod 1000 mennesker måtte gå igen uden at kunne komme ind.

Kurt Larsen fra Bakkeselskabet kan ånde lettet op. Årets fest så ellers længe ud til at kunne drukne i dårligt vejr, men da festen endelig blev holdt, heppede vejrguderne med. Og sammen med et spækket musikprogram med etablerede kunstnere, endte festivitasen med at sætte publikumsrekord.

– Festen er gået ud over al forventning. Fredag måtte vi lukke for indgangen ca. kl. 23.30, da v skønnede, at der var fyldt op. Og Lørdag måtte vi sige til folk, at der var fyldt op allerede kl. 21, forklarer Kurt Larsen, formand for Bakkeselskabet.

Flere måtte gå forgæves

Wafande og Shaka Loveless underholdt fredag. Foto: Michael Madsen.

Han vurderer, at der lørdag var et sted mellem 500 og 1000, der måtte gå forgæves.

– Det er vi rigtig kede af, men sikkerhedsmæssigt må vi ikke lukke for mange ind. Så må vi hellere have skuffede mennesker, forklarer han.

Og de mange mennesker spyttede godt i kassen. Hvor mange er endnu for tidligt at gisne om, men formanden er ganske sikker på, at der er kommet et fint overskud – i forhold til året før, hvor der til trods for endnu et rekord-år ikke blev overskud.

– Sidste år var jo 100 års jubilæum, så vi havde skruet op for budgettet. I år skruede vi lidt ned for musikudgifterne, men sammensætningen af musikerne mener mange alligevel var bedre end sidste år, forklarer Kurt Larsen

Han rapporterer, at der lørdag aften var 6000 betalende gæster. Til sammenligning var der sidste år samme dag 4800 gæster.

– Vi kender ikke overskuddet endnu, og det offentliggør vi til medhjælperfesten sidste lørdag i januar. Men når vi kigger på sidste år og sammenligner, så kan vi godt se, at det er meget bedre i år, understreger han.

Succes over hele linjen
Stort set alt omkring årets bakkefest var en succes, oplyser formanden, der gerne gør status på årets forskellige tiltag.

Foto: Michael Madsen.

– Ud over, at vores durumbar kørte fantastisk med udsolgt lørdag aften, så var der også stor succes til Bedstes Kolonihave, som derfor bliver videreført næste år. Vi havde også en kegleturnering om søndagen, og de havde hygget sig. Og så var Fortnite en kanonsucces. De unge stod på nakken af hinanden, og der var en del forældre, der lige skulle se på, siger Kurt Larsen, der dog stadig ser ting, der kan forbedres.

– Vi var mega-udforet med kø ved ølstederne på grund af de mange mennesker. Det er svært at lave om på, men det er noget, vi gerne vil gøre bedre næste år. Vi har også haft en udfordring i ekstra affald fra de mange gæster, forklarer han og fortsætter.

– Men i det store hele er det smådetaljer, som man gerne vil gøre lidt bedre. Skulle vi for eksempel have været lidt tidligere ude og rydde op? Vi vil også gerne opfordre byen til at hjælpe til. Vi går selvfølgelig og gør rent på bøgebakken, men nede ved Kulturhavnen var der overfyldte skraldespande og der lå flasker på stationsvejen. Desværre kniber det lidt med at finde nok frivillige, men spørgsmålet er vel også, hvor langt væk vi skal gå og rydde op. Er grænsen torvet eller skal vi helt ud af byen for at samle affald, som måske er kommet på grund af de ekstra mange i byen?, spørger formanden, der derfor opfordrer til lidt ekstra tålmodighed og en hjælpende hånd.

– Vi vil gerne opfordre byen til at hjælpe os lidt – Vi prøver at gøre en masse godt for byen, og så beder vi blot om lidt overbærenhed, forklarer han.

Overskud går til bedre strande
Formålet med den årlige bakkefest er at skaffe penge nok til at drive de cirka 127.000 kvadratmetre, som Bakkeselskabet ejer, hvoraf det meste er strand. Overskuddet er derfor allerede øremærket.

Fortnite blev en stor succes. Foto: Michael Madsen.

– Sidste år fik vi lavet badebro, og satte nye borde og bænke op på strandbakkerne. Det vil vi rigtig gerne også gøre på veststranden, som også mangler en badebro til hele året. Vi kørte derfor en indsamling på bakkefesten, hvor der blev samlet over 30.000 kroner ind, siger formanden.

Og den store opbakning til selskabets formål giver ekstra energi til de frivillige.

– Der er en grund til, at vi gider blive ved – og det er fordi vi møder så stor en støtte fra de lokale. Var alle sure hver gang der blev holdt fest, så gad man jo ikke. Jeg bruger hvert år halvanden uge af min ferie på at arrangere fest, og det gør flere andre også i foreningen. Så det er rigtig fedt at stå med en bakkefest, der har slået alle rekorder, siger Kurt Larsen.

Publikum ved bedst
En af de helt store take-aways fra årets fest er, at prisen på kunstnerne ikke dikterer antallet af tilskuere. I år blev der brugt færre penge på indkøb af bands, men det betød intet for besøgstallet.

– Vi er blevet bekræftet i, at det ikke er hvad kunstnere koster, men deres popularitet hos de mennesker, vi gerne vil tiltrække, der betyder noget. Vi skal jo ikke lave en bakkefest med musik, som vi selv kan lide i bestyrelsen. Det er jo de mange gæster, som holder festen for os; vi skaber bare rammerne, og det har vi godt vidst hele tiden. Men det er rigtig svært, for man kan sidde i november og sige, ham skal vi have, for han hitter, men når han så kommer et halvt år efter er han måske glemt. I år har vi ramt nogle etablerede kunstnere, og vores helt store hit i år var Suspekt. Dem har vi talt i flere år om at få herop, og nu lykkedes det endelig. Og det var en stor del af grunden til, at der var så udsolgt om lørdagen, slutter han.

This slideshow requires JavaScript.

Giv din mening til kende: