Bil på flyvetur: Ældre bilist fortsatte ligeud i T-kryds

(Foto: Allan Andersen)

HOLLØSELUND: En ældre mandlig bilist fik sig noget af en oplevelse, da han af ukendte årsager fortsatte lige ud i krydset Kildevej – Tisvildevej, torsdag eftermiddag.

Uheldet skete omkring kl. 16.40, bilisten kom kørende ad Kildevejen og ned mod den tværgående Tisvildevej, men noget gik galt undervejs under kørslen frem mod krydset.

Bilen fortsatte næsten lige ud og ind i jordvolden, og ‘fløj op’ på cykelstien hvorefter bilen endte sidelæns på marken langs cykelstien. Heldigvis var der ingen cyklister på cykelstien netop da uheldet skete.

Om uheldet skyldtes et pludseligt ildebefindende eller uopmærksomhed er pt ikke kendt.

Bilisten blev hjulpet ud af bilen, og herefter behandlet af såvel Akutlæge som paramedicinere i en ambulance på uheldsstedet, inden ambulancen satte kursen mod Rigshospitalets Traumecenter i København. Ambulancen var eskorteret af to politimotorcykler, men trods dramatikken skal der ikke være tale om nogen alvorlig personskade.

Gribskov Beredskab blev alarmeret til oprydning på uheldsstedet, hvor der udover det åbenlyse bilvrag også så stumper og væsker fra den ødelagte personbil. Brandvæsnet fik med møje og besvær skubbet den ødelagte personbil væk fra cykelstien, det skete af hensyn til sikkerheden for cyklister og knallertkørere på strækningen.

Omkring kl. 17.30 var der ryddet op og Gribskov Beredskabs’s køretøjer returneret til brandstationen i Helsinge.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)

Leave a Reply