Bo Jul Nielsen bliver løsgænger: Går fra S i protest

Foto: Laila Miermont
Foto: Laila Miermont

Socialdemokraternes byrådsmedlem Bo Jul Nielsen har valgt at forlade sit parti. Ifølge politiske kilder skyldes beslutningen uenighed i ledelsen.

Viceborgmesteren forventes i aften at melde beslutningen ud under dagens byrådsmøde, men den konkrete årsag vides endnu ikke. Bo Jul Nielsen har i en mail til sine tidligere partikolleger oplyst, at det skyldes dårligt samarbejde.

Den nykårede formand for Socialdemokraternes fællesledelse i Gribskov, Ole Mortensen, er forbløffet over beslutningen og kender ikke den specifikke årsag.

– Det kommer helt bag på mig, men jeg er jo også ny, forklarer han til Netavisen.

Han har i lighed med netavisen ikke haft mulighed for at tale med Bo Jul Nielsen, og han kender derfor heller ikke årsagen.

– Jeg har læst den mail, hvor han melder sig ud, og slaveriet er ophørt. Det er tilladt at melde sig ud, og det er der sikkert mange forskellige grunde til. jeg er ret sikker på, at det ikke skyldes valget af mig som formand, for jeg er ret ny i det, forklarer Ole Mortensen.

Ole Mortensen har aftalt møder med flere af de lokale S-politikere og kan endnu ikke melde ud, hvem der bliver ny spidskandidat.

– Lige nu er det eneste jeg ved, at han har meldt sig ud af partiet. Jeg har prøvet at få fat i Bo hele dagen, men det er ikke lykkedes endnu, uddyber formanden og påpeger, at der endnu ikke er fundet en ny spidskandidat for partiet til næste valg.

– Jeg blev valgt i lørdags, så det er for tidligt at sige. Nu holder vi nogle møder og holder nogle samtaler face-to-face, så vi kan blive klædt ordentlig på, slutter han.

Netavisen Gribskov har forsøgt at hente en kommentar hos Bo Jul Nielsen og opdaterer artiklen, når den foreligger.

Giv din mening til kende: