
Hver tirsdag og torsdag fra kl 11-13 i juli måned vil der være mulighed for ganske gratis at komme og prøve kræfter med boksning og Capoeira. Det sker ved gadekæret i Helsinge centrum.
Der vil være fysiske øvelser inden for begge sportsgrene med fokus på sjove og fysiske aktiviteter målrettet unge.
“Der er intet krav om at man har kendskab til kampsport da niveauet vil blive afpasset så alle kan være med uanset erfaring. Vi vil selvfølgelig overholde alle retningslinjer med hensyn til Covid”, lyder det fra de to klubber i en udsendt pressemeddelelse.
FAKTA: Capoeira?
Capoeira er fællesnavnet for en brasiliansk kampsport, der oprindeligt stammer fra Mende-folket fra Vestafrika og Congo-Angola-regionen, og senere blev importeret via slavehandelen til Brasilien, hvor den blev tilrettet og blandet til det, der i dag kendes som Capoiera.
Capoeira er mest af alt en blanding af kamp, dans og leg og bliver ikke brugt til decideret selvforsvar.
Normalt foregår det ved, at deltagerne, de såkaldte capoeiristas, står i en cirkel med to kombattanter inde i cirklen. En berimbau, en slags “flitsbue” som man kan spille musik på, styrer tempoet og rytmen i kampdansen. Det er også normalt at synge og klappe til kampene, hvor det gælder om at danse bedre end opponenten. Det sker blandt andet ved at absorbere modstanderens angreb, gøre dem ineffektive og gerne samtidig med at lave et hurtigt modangreb.
Deltagerne bruger simulerede spark, slag, skaller og deslige. Desuden må man kun røre jorden med hænder, fødder og hoved.
Fakta: Wikipedia
Se flere oplysninger på www.Bokse-Team-Helsinge.dk.