Bokseklub klar med træningstilbud til folk med skavanker

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: DGI - Sundhedsidræt.

GRIBSKOV: Ønsker du en mere aktiv hverdag, eller savner du at være en del af et inkluderende fællesskab, hvor bevægelsesglæde er i fokus? DGI Sundhedsidræt præsenterer sammen med den lokale bokseklub i Helsinge et nyt tilbud om et aktivt liv til trods for eventuelle skavanker.

“Kom i gang med at dyrke motion, og få mere energi og overskud i hverdagen”. Sådan lyder parolen for et helt nyt tilbud fra Bokse Team Helsinge, der sætter fokus på hensyntagen træning og en aktiv hverdag.

Koncept finder sted hos Bokse Team Helsinge og hedder DGI Sundhedsidræt. Her får man en kombination af træning og fællesskab med det fælles formål, at deltagerne skal have lyst til at komme igen.

“Det kan være svært at komme i gang med at dyrke motion, hvis man ikke er vant til det, og det kan virke uoverskueligt at melde sig ind i en idrætsforening. Hvilken idræt skal man vælge, og kan man overhovedet finde ud af det?”, forklarer tovholderne i en udsendt pressemeddelelse.

En varig livsstilsændring
Noget af det sværeste er at ændre sine vaner og livsstil. Det kræver ofte støtte, og den kan man tit hente i foreningsregi. Det er da også håbet her.

– DGI Sundhedsidræt henvender sig til deltagere, som ikke er vant til at dyrke motion, men som gerne vil i gang. Det kræver hverken særlige forudsætninger eller smart træningstøj at deltage, alle kan være med uanset alder og vægt – man deltager på sine egne præmisser, fortæller boksetræner Lars Gierringe, der lover at træningen er tilrettelagt skånsomt.

DGI Sundhedsidræt har fokus på såkaldt hensyntagende træning i Bokse Team Helsinge, Blistrup Gymnastikforening og Esrum Gymnastikforening.

Vil du vide mere?
Bokse Team Helsinge tilbyder i alt fire hold som træner hhv. onsdag kl. 8.30-9.30 og  16.00-17.00, torsdag kl. 17.00-18.00 samt søndag 9.00-11.00). læs mere om tilbuddet på www.bokse-team-helsinge.dk.

Bliv klogere til workshopaften
Vil du gerne vide lidt mere om, hvad det egentlig indebærer at skulle træne i hold på denne måde, så er der arrangeret en workshopaften, hvor repræsentanter fra Gribskov Kommune og personer fra foreningslivet vil være til stede. Det sker torsdag den 14. november kl. 17-20 i Helsinge Hallerne.

Det er gratis at deltage i workshoppen, og alt du skal gøre er at tilmelde dig via tilmeldingslinket på DGIs hjemmeside: https://www.dgi.dk/arrangementer/201918009001

Skriv din kommentar her: