Borger føler sig hetzet af kommunen: “Hvordan kan de slippe afsted med det?”

Tekst og foto: David Abildgaard. Video, redigering: Allan Andersen/TV Nordkysten.

GRÆSTED: – Om jeg kan begribe, hvordan kommunens medarbejdere kan slippe afsted med sådan behandling af borgerne.

Ordene tilhører Thomas Makropoulos, som slår retorisk opgivende ud med armene, da han en halvkold vinterdag af avisens nysgerrige udsendte bliver bedt om at redegøre for sin situation. Vi befinder os i hans have på Præstevejen 27 i Græsted, hvor vi er i færd med at besigtige en Georg Gearløs-lignende kontraption i haven, som som er designet til at pumpe og lede spildevand væk fra det hul han har måttet grave i sin græsplæne for at komme ned til spildevandsrøret.

TV Nordkysten var med, da Netavisen Gribskov satte Thomas stævne på Præstevejen for at høre mere til den uheldige situation. Det kan du se i nedenstående indslag:

Uden den kreative pumpeløsning måtte Thomas og familien flytte. Kommunen stoppede for familiens spildevandsudledning sidste år, og siden da har han hver dag måtte se til vandstanden og om nødvendigt starte pumpen.

Thomas har måtte opføre en særlig løsning for at sikre, at han kan udlede sit spildevand manuelt. Foto: David Abildgaard.

Thomas bor i et ellers hyggeligt lille hus med sin familie, og alt gik fint i den lille husstand, indtil han en tilfældig dag sidst i januar 2018 opdagede, at en gammel regnvandsbrønd langs vejen ud for hans bolig var styrtet sammen.

Kommunen har god gavn af en app til mobilen og computeren, ‘Tip Kommunen’, hvor borgere kan skrive ting ind, som de mener kommunen bør fikse. En sammenstyrtet brønd virkede oplagt, så det valgte Thomas at gøre.

Rabatten ved Thomas’ hus, hvor en brønd tidligere hjalp familien af med spildevandet. Dette er nu umuligt. Foto: David Abildgaard.

Og der gik da heller ikke længe, før der kom skred i sagen. Brønden blev kort efter gravet op, men det viste sig, at den Det gamle betonrør var så gammelt, at det smuldrede ved berøring, og derfor var det ikke længere muligt at slutte familien til fællesdrænet.

I stedet blev sagen videregivet til forvaltningen i Gribskov Kommune. De måtte se på det, lød den faglige konsensus. Der gik uger uden svar.

– Der skete til min store undren intet videre i sagen. Og imens faldt hullet i vejen ved den gamle brønd mere og mere sammen, forklarer Thomas, der derfor i midten af marts 2018 kontaktede den ansvarlige sagsbehandler i Gribskov Kommune.

Det blev starten på en længere korrespondance over flere måneder, hvor Thomas forgæves forsøgte at få kommunen til at fikse problemet, så hullet i vejen kunne lukkes

I starten fandt Thomas den mest behjælpelige attitude han kunne mønstre. Det når man alligevel altid længst med, var han blevet opdraget til at tro siden barnsben.

– I starten hjalp jeg derfor, så godt jeg kunne. Jeg fik at vide, at min sag ikke lige lå øverst i bunken, og det er jo fair nok. Men senere fik jeg at vide, at sagen nu lå nederst i bunken, da den var besværlig. Det blev jeg ærlig lidt paf over, for hvordan kan man finde på at nedprioritere sager, bare fordi de er besværlige, spørger Thomas Makropoulos.

I sine forsøg på at få lidt mere skred i sagen kom Thomas til at gøre noget dumt, i hvert fald set i bakspejlet. Under en samtale medio juni 2018 med sagsbehandleren, der på det tidspunkt endelig havde taget hul på sagen, nævnte han, at det var et stort problem, hvis det gamle rør under vejen faldt mere sammen, således at regnvandet fra hans grund ikke længere kan løbe ud i det gamle regnvandsrør under vejen.

– Det skulle jeg aldrig have sagt, forklarer Thomas, som fik et varmt tak for sin åbenhed. Han fik også besked om, at Vandmyndigheden nok ville udstede et påbud om, at han skulle fjerne sine private tilslutninger. Påbuddet kom dog aldrig.

– Det kunne sagsbehandleren åbenbart ikke få igennem, men det var jo også en lovlig tilslutning. Men det var her, jeg tror det gik op for mig, at min normale åbenhed og vilje til at samarbejde nok ikke var vejen frem med denne sagsbehandler, forklarer Thomas Makropoulos.

Han var under en af de efterfølgende samtaler med sagsbehandlere blevet bedt om at lave en tegning over rørføringen på sin grund. For før sådan en tegning blev produceret kunne kommunen ikke renovere røret under vejen, fik han at vide. 

– Jeg undrede mig over, hvorfor det pludselig skulle være en forudsætning for at kommunen kunne renovere røret under vejen. Jeg havde jo ikke engang bedt kommunen om at renovere rørene på min grund, forklarer Thomas.

For at være imødekommende lavede han dog en tegning som han sendte til kommunen.

– Det skulle jeg heller ikke have gjort, sukker Thomas.

Sagsbehandleren så nu en grund til at komme med et påbud til Thomas, som fik at vide, at han skulle afkoble de af rørene, der samlede regnvand fra kælderskakt og kældergulv. Thomas kunne til sit held bevise, at rørene stammede fra tiden før 2. verdenskrig og derfor var omfattet af nogle andre, og mere lempelige, regler. Igen slap han for et påbud.

Problemet under vejen var dog stadig ikke fikset.

Her kunne man som læser måske være tilbøjelig til at tro, at sagen efterhånden var belyst tilstrækkeligt til, at kommunen kunne give sit OK til at starte gravemaskinerne og fikse rørlægningen, så det igen kunne føre regnvand ned til den nærtliggende å. 

Der var dog lige et enkelt problem. Sagsbehandleren mente nu, at det måtte være de private husejere, som skulle bekoste renoveringen af rørene under den offentlig vej.

– Det var endda på trods af, at jeg meddelte, at der ikke var den slags klausuler i BBR hos hverken min eller min nabos ejendom eller i lokalplanen, forklarer Thomas Makropoulos, som nu blev bedt om at finde gamle dokumenter fra grundejerne, så han kunne give kommunen mulighed for at se efter klausuler, der kunne påhvile grundejerne at betale for renoveringen.

Får endelig nok
Grænsen for Thomas’ tålmodighed var nu så småt nået. Hans erfaring med kommunen havde indtil da været minimal, men det her kunne ikke være normalt, konkluderede han.

– Jeg var efterhånden så træt af det hele, at tanken om at afvise ønsket og bare lade hullet i vejen blive større og større strejfede mig, siger han.

Han valgte alligevel at indsamle de nødvendige dokumenter. Det så heldigvis ud til at sætte skred i sagsbehandlingen.

Grundejerne fik nu et tilbud fra kommunen om at tilslutte sig offentlig kloak. Skulle grundejerne acceptere tilbuddet, ville kommunen pålægge Gribvand Spildevand A/S at etablere kloakrør og pumpestationer hen til ejendommene. Denne del af regningen ville spildevandsselskabets øvrige kunder i fællesskab skulle betale. 

Grundejerne skulle ‘blot’ betale to gange tilslutningsafgift til henholdsvis spildevand og regnvand, hvilket koster 70.000 kr. plus udgifterne til kloakmesteren for sit arbejde på de private grunde.

For Thomas ville det indebære, at de mange regnvandsrør også ville skulle graves op og ændres, samt at betongulve skulle brydes op for at komme til diverse rørforløb, som nu skulle ændres.

Den manøvre købte Thomas ikke.

– Forvaltningen prøvede at tørre regningen af på Grib Spildevand A/S og os grundejere, men hvis vejbrøndene forsvandt, ville vi grundejere jo få regnvand fra vejen på vores grunde. Det ville vi jo alle kunne klage over, og så ville kommunen jo alligevel skulle genetablere regnvandsbrøndene i vejen, forklarer Thomas, der derfor takkede nej til tilbuddet.

Føler sig personligt forfulgt
Tiden gik og efter cirka et halvt års sagsbehandling var hullet i vejen faldet næsten helt sammen. I dets sted voksede ukrudt lystigt. En dag ringede telefonen dog inde hos Thomas. Det blev en telefonsamtale, Thomas endnu tydeligt erindrer.

– Sagsbehandleren oplyste mig nu i en vred tone, at Gribskov Kommune havde accepteret at bekoste udskiftning af hele rørføringen, da de ikke havde noget valg. Tonen afslørede ret tydeligt, at hun ikke var tilfreds med beslutningen, og formentlig var blevet underkendt. Og så startede de egentlige problemer for alvor, forklarer Thomas.

Han begyndte at føle sig personligt forfulgt.

– Set med professionelle øjne burde sagsbehandlingen, være slut her, efter hvad man med god vilje kan kalde lang og grundig sagsbehandling. Men man skal ikke undervurdere en kommunal sagsbehandler, der har set sig sur på en, siger Thomas, der kort efter måtte sande, at problemerne blot var begyndt.

Følg med i sagen
1. del af artiklen stopper her. Vi har forsøgt at indhente en række oplysninger omkring den kommunale sagsbehandling, men Centerchef i kommunen, Dorethe Ungstrup, udtaler, at kommunen som myndighed har et beskyttelseshensyn til borgerne.

“Det vægter vi højt og derfor udtaler vi os ikke om konkrete sager”, udtaler centerchefen i en udsendt mail.

Vi har som opfølgning på svaret indsendt kommunen en række nye spørgsmål af mere generel karakter, som vi håber kommunen svarer, inden vi senere i denne uge bringer næste del af sagaen. Den kan du læse i løbet af et par dage, så hold øje med avisen her.

I næste artikel dykker vi dybere ned i Thomas Makropoulos’ erfaringer med Gribskov Kommunes sagsbehandlere, som blandt andet kaster en noget uventet dødsdom over familiens hæk. Dertil kommer en række dyre ekstraregninger for familien samt endnu en omgang kommunal sagsbehandling af samme skuffe.

Leave a Reply