Hvor var PlejeGribskov? – Borger lå død i dagevis

Billedet er ikke fra den aktuelle sag, men et arkivfoto. (Tekst: David Abildgaard / Allan Andersen - Arkivfoto: Allan Andersen)

GRIBSKOV: En borger blev 12. januar i år fundet på sin bopæl i Gribskov Kommune efter at have ligget død i flere dage. Ifølge pålidelige kilder fik personen lov at ligge uopdaget til trods for, at borgeren skulle have modtaget daglige såkaldte tryghedsopkald fra PlejeGribskov. Direktøren for området ønsker hverken af be- eller afkræfte det mulige plejesvigt.

En række anonyme kilder har samstemmende forklaret til Netavisen, at der er sket et alvorligt plejesvigt af en midaldrende borger, der 12. januar blev fundet død i sin bolig i Gribskov Kommune. Kommunen ønsker hverken at af- eller bekræfte sagen, men dødsfaldet er efterfølgende blevet bekræftet af Nordsjællands Politi, der dog ikke har mandat til at uddybe sagen.

– Jeg kan kun bekræfte, at der er et dødsfald i Gribskov Kommune, og vi oplyser pt. ikke noget nærmere i den pågældende sag, forklarer Henriette Døssing, presseansvarlig ved Nordsjællands Politi til Netavisen Gribskov.

Ifølge netavisens oplysninger gik der dog tre eller fire dage, før borgeren blev fundet død på sin bopæl. Det er fortsat uklart, hvem der fandt den afdøde. Netavisen tilbageholder de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet af hensyn til pårørende.

Tryghedsopkald hjalp ikke
At der skulle gå så længe er umiddelbart uforklarligt. Borgeren var ifølge kilder til avisen visiteret til at få hjælp hos PlejeGribskov og havde en aftale om at modtage daglige tryghedsopkald fra personalet for at sikre, at alt var vel.

På rådhuset i Helsinge mener direktøren for området, Mikkel Damgaards, ikke at han kan forholde sig til de alvorlige anklager om et muligt plejesvigt. Han kan ikke engang redegøre for, om der har været et dødsfald.

Direktøren har bedt om at modtage spørgsmålene på skrift, og i sit retursvar fremgår det, at han ikke engang må svare på, hvorvidt der er tale om et plejesvigt eller om procedurerne er blevet fulgt efter forskrifterne.

Han skriver dog, at der i Gribskov er en fast rutine til, hvordan hjemmesygeplejen skal reagere på ubesvarede tryghedsopkald.

– Hjemmesygeplejen har en vejledning i hvordan vi håndterer en situation, hvor vi ikke som forventet kommer i kontakt med borgere, således at alle medarbejdere ved hvordan der skal handles, hvis borgere mod forventning ikke åbner døren eller tager telefonen som vanligt, forklarer Mikkel Damgaards.

En af de faste procedurer består desuden i at få fat i en pårørende til de borgere, som ikke tager telefonen. Om det er sket i dette tilfælde, kan vi ikke få indsigt i, da Mikkel Damgaards heller ikke her mener at kunne uddybe sig, da det drejer sig om en konkret borgersag.

Lå død i op til fire dage
Den 9. januar blev der dog ikke svaret på det daglige opkald fra PlejeGribskov, forklarer anonyme kilder til netavisen. Heller ikke de efterfølgende dage blev opkaldene besvaret, og der blev tilsyneladende heller ikke fundet anledning til et kontrolbesøg hos borgeren. Først mellem tre og fire dage senere blev borgeren fundet død i sin bopæl.

Detaljerne kan dog ikke bekræftes af kommunen.

Direktør Mikkel Damgaards svar kaster ikke megen lys over sagen. Klik for større version.

– Vi kan ikke udtale os i konkrete enkeltsager, hvorfor jeg ikke kan kommentere mange af dine spørgsmål, indleder direktøren i sit svar til netavisen og giver i stedet nogle betragtninger om kommunens generelle procedurer vedrørende tryghedsopkald, før han nederst i mailen nødtørftigt svarer på et par enkelte af redaktionens spørgsmål.

Svarene kan ses i det sidestillede screenshot. Senere forsøg på at hente mere konkrete svar er ikke lykkedes.

DF: Det er ikke svar nok
Vi har haft kontakt til flere medlemmer af Ældreudvalget, der samstemmigt forklarer, at de ikke er blevet orienteret om dødsfaldet og det mulige plejesvigt, før netavisen 30. januar begyndte at spørge ind til sagen.

Ældreudvalgsformand, Pia Foght (A), svarer, at hun har set både spørgsmålene og direktørens svar, men at hun ikke har yderligere kendskab til sagen.

– Jeg kan ikke kommentere sagen lige nu og skal have en orientering først. Men som kommune kan vi for eksempel ikke gå ud med borgersager uden samtykke fra familien. Det gør vi selvfølgelig ikke.

Hun har heller ikke svar på, om der reelt er tale om et plejesvigt.

– Det vil jeg gerne undersøge. Jeg kender ikke grunden til de svar, I har fået.

I Dansk Folkeparti er medlem i Ældreudvalget Jonna Præst heller ikke blevet informeret om sagen ud over de spørgsmål og svar som også Pia Foght har fået tilsendt:

– Jeg er bestemt ikke tilfreds med de svar, og jeg vil derfor gå videre med sagen til kommunen i morgen, forklarer hun til Netavisen Gribskov.

Vi bringer en opdatering i samme øjeblik vi får nye oplysninger.

Kender du noget til sagen?
I så fald må du meget gerne kontakte os pr. tlf. eller mail. Dette kan også ske anonymt. Hent kontaktoplysninger her: Kontakt avisen.

Giv din mening til kende: