Borgmester til Byrådet: Ignorer pøblen – de er i mindretal

GRIBSKOV: Netavisen Gribskov er kommet i besiddelse af en nu to år gammel mail sendt til samtlige medlemmer af byrådet. I mailen affejer borgmester Anders Gerner Frost (G) flere af sine bysbørns kritik af den lokale musikfestival Musik I Lejet. “Jeg opfordre[r] til, at byrådet ser bort fra denne skrivelse”, skrev borgmesteren blandt andet. Nu står fire store, lokale foreninger for første gang sammen om en fælles kritik. Mener borgmesteren stadig, kritikken bør ignoreres? Vi forsøger at finde et svar.

Er der noget, der kan få Gribskov Kommunes borgmester til at fare i flint, så er det kritik rettet mod Tisvildes årlige festival Musik i Lejet, som hvert år tiltrækker tusindvis af gæster til byen. I 2019 sendte en gruppe borgere og erhvervsdrivende i byen et åbent brev til byrådet, som også blev bragt her på avisen, med kritik af blandt andet Musik I lejet.

“Vi oplever, at alt for mange mennesker med alt for meget alkohol (i blodet og i hænderne) presses gennem byen. Højsæsonen og Tisvildelejes ry kan ikke holde til et så entydigt fokus på druk, som det vi har oplevet her i 2019”, stod der blandt andet i brevet, hvori der blev opfordret til, at man rykkede festivalen til en mindre populær ferieuge.

“Borgmesteren, brødrene Grauengaard og Musik i Lejets bestyrelse giver løbende udtryk for, at uge 29 er en velsignelse for byens butiksliv, men størstedelen af os, der har forretning i Hovedgaden, oplever det modsatte”, stod der endvidere.

 

RELATERET LÆSNING:
Borgerforening deler intern rapport om Musik I Lejet (2019)

 

Borgmester: Ignorer dem
Skrivelsen fik i den grad borgmesteren til at se rødt. Han sendte kort efter en mail til samtlige byrådskolleger, hvor han på det kraftigste anbefaler, at medlemmerne ignorerer kritikken:

Side 1 af 2 af mailen. Klik for større version.

“Kære Byråd. Jeg bliver nød [sic] til at skrive til jer, da dette skriv er det mest underlødige jeg længe har set. Dette skriv er lavet på et møde, hvor meget få har deltaget, og hvor den lille gruppe af kritikere af MIL (Musik i Lejet, red.) har været penneføre [sic] alene.”, indledte borgmesteren en uopfordret mail til samtlige medlemmer af byrådet i 2019.

I mailen affejer borgmesteren, som blandt andet er medejer af en bagerbutik i Tisvilde, kritikken mod festivalen med, at den trygt kan ignoreres:

“Ingen af medunderskriverne er medlem af bestyrelsen i erhvervsforenigen [sic], som er en demokratisk valgt bestyrelse med mere end 200 medlemmer af erhvervsdrivende i Tisvildeleje. Derfor må jeg opfordre til, at byrådet ser bort fra denne skrivelse som en udtagelse fra erhvervet, da det må være erhvervsforeningen, der udtaler sig fra erhvervet. Jeg er allerede vide [sic] om, at flere af disse “medunderskrivere” ikke har set dette skriv”, fortsætter borgmesterens mail til sine byrådskolleger.

 

RELATERET LÆSNING:
Gråzone: Musik i Lejet lokker politikere med gratis VIP-armbånd

 

En farlig klage
Borgmesteren slutter sin mail med en advarsel om, at byrådet ligefrem risikerer at komme i store problemer, såfremt man lytter på de utilfredse borgere:

Side 2 af 2. Klik for større version.

“Det er altså en erhvervsforening der udtaler sig på vegne af erhvervet og ikke en lille gruppe, som i årevis er blevet nedstemt i erhvervsforeningen. Desuden er det lokalrådet der repræsenterer beboerne i byen, som udtaler sig på vegne af byen. Alle andre henvendelser, ser jeg som enkeltpersonhenvendelser [sic] og det er et vigtigt perspektiv. Ellers undergraver vi som byråd, ideen i at organisere sig, i eksempelvis en erhvervsforening og det kunne give os store problemer.

Endelig må jeg sige, at netop en del af deres henvendelse jo netop kalder på, at en erhvervsforening tager ansvar for en by med mange mennesker i uge 29. Der er mange besøgende som ikke skal til MIL, men blot besøger byen. Hvordan håndtere [sic] erhvervet det med oprydning mm fra restauranter mm.

Med venlig hilsen

Anders Gerner Frost Borgmester
Gribskov Kommune

 

RELATERET LÆSNING:
Tisvilde-borgere går sammen efter kritik af Musik I Lejet

 

Hvad mener borgmesteren nu?
Vi sendte i går eftermiddag, tirsdag, en mail til borgmesteren med spørgsmål til, hvorvidt det stadig er hans holdning at byrådet bør ignorere kritikken mod Musik I Lejet. Særligt nu hvor en større andel af byen bakker op om de tidligere udtalelser, heriblandt lokalrådet og erhvervsforeningen, som borgmesteren i sin tidligere mail udpeger som værdige repræsentanter at lytte til.

I det nye åbne brev skriver de fire foreninger blandt andet, at modstanden er blevet større i byen:

“Igennem årene har der været delte meninger om uge 29 i Tisvilde. Men for første gang er samtlige fire underskrivende foreninger, der bredt repræsenterer erhvervsliv og borgere i Tisvilde, enige om at der er behov for, at Byrådet træder ind og hjælper byen med de voksende udfordringer, der er med uge 29”, står der blandt andet i det seneste åbne brev.

 

RELATERET LÆSNING:
Så er det officielt: Tvillinger tjener mio. på Musik i Lejet

 

Vi bringer en opdatering, såfremt vi hører retur fra borgmesteren.

Det åbne brev kan læses i sin helhed herunder:

Tisvilde-foreninger fælles om åbent brev: Nu er det nok – Vi drukner i druk

Udvalgsformand tager kritik til efterretning.
Kulturudvalgets formand, Morten Ulrik Jørgensen, har forholdt sig til kritikken, blandt andet, hvorvidt kommunen tilsyneladende har nedspillet kritikken i den sagsfremstilling, som politikerne i Kulturudvalget tirsdag aften skulle tage stilling til. Formanden lovede at fremvise al kritikken for udvalget.

Udvalget besluttede tirsdag, at man fra kommunens side vil indgå i en dialog med foreningerne med henblik på at lave et samarbejde om fremtidige arrangementer samt udfærdigelsen af en fælles vision for byen.

Formandens kommentarer til det åbne brev til byrådet kan læses herunder:

Udvalgsformand efter Tisvilde-kritik: “Vi har ikke været dygtige nok”

ANDEN RELATERET LÆSNING:

Lokale foreninger: Musik I Lejet har drevet en kile gennem byen

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com