Brandvæsnet kørte til ild i køkken: Ilden slukket på fornemmeste vis

(Tekst/Redigering: Allan Andersen - Foto/Video: Michael Madsen)

GILLELEJE: Fredag aften fik beboerne i et rækkehus på Ahornvænget sig en grim forskrækkelse, da der opstod brand i køkkenet og brandvæsnet måtte tilkaldes.

Det var angiveligt under aftenens madlavning, at der gik ild i en eller flere gryder på husets komfur og flammerne stod op i emhætten, da der blev slået alarm til 1-1-2 om ildløs i rækkehuset.

Brandkøretøjerne fra brandstationen i Stæremosen kom hurtigt ud af portene, men allerede ved ankomsten kunne det konstateres at ilden var blevet slukket på fornemmeste vis.

Det er uklart hvem der præcist stod for slukningen, men den blev foretaget lige efter bogen med et eller flere store fugtige håndklæder som blev lagt henover den eller de brændende gryder og på denne måde kvalte ilden fuldstændig på et øjeblik.

Brandvæsnet kunne nøjes med at udlufte rækkehuset, og efterse grundigt i udluftningskanalen over emhætten for brandskader. Der måtte brandfolkene dog tage et koben i brug og forvandle husets krydderihylde til en bunke pindebrænde, heldigvis viste det sig at ilden ikke havde nået at komme op i udluftningskanalen og altså ikke på nogen måde havde nået at brede sig.

Der er ingen oplysninger om at nogen skal være kommet noget til ved den uheldige brand.

(Foto: Michael Madsen)
(Foto: Michael Madsen)
Skriv din kommentar her: