Butikker klager over færre p-pladser ved Helsinge bymidte

10 parkeringspladser i det røde område markerer, hvor der fjernes offentlige parkeringspladser i bytte for flere boliger. Kort: Google. Tekst: David Abildgaard.

HELSINGE: De lokale politikere i kommunens byudvalg har sagt god for at nedlægge en del af parkeringspladsen bag gågadens apotek som led i en plan om at udvide med ekstra boliger. Beslutningen vækker bekymring hos flere naboer, blandt andet apoteket, som frygter for en kundenedgang.

Der bliver ifølge flere naboer parkeret så flittigt på parkeringspladsen bag apoteket i gågaden, at færre p-pladser i området vil være skadeligt for muligheden for at parkere i nærheden af apoteket. Bekymringen faldt dog for døve ører i udvalget Udvikling, By og Land, hvor kun Dansk Folkeparti stemte imod.

Beslutningen om at nedlægge en del af parkeringspladsen skyldes en tidligere analyse, der peger på, at der er for mange p-pladser i området. Der kan derfor snildt, mener kommunen, nedlægges i alt 10 parkeringspladser, som skal vige for flere boliger.

Den røde boks markerer det nedlagte areal, som består af et grønt areal samt tilstødende 10 parkeringspladser. Grafik: Gribskov kommune.

Boligerne opføres af ejeren af Østergade 25, som har planer om 21 boliger. Og ejeren skal kunne disponere over parkeringspladser nok til de 21 boliger på egen grund, og dette kræver ifølge planerne, at ejeren dels køber grundarealet øst for matriklen og yderligere en del af det pågældende offentlige parkeringsareal.

Tre naboindsigelser
Der er indsendt i alt tre indsigelser fra berørte naboer. Alle peger på, at der er behov for parkeringspladserne.

Ejer af Østergade 27, Finn Mortensen, mener, at analysen af parkeringspladserne er forkert.

“Nedlægges der 11 pladser ved apoteket er det næsten 20% af pladserne der nedlægges, men det tal kender politikerne ikke. Administrationen har ikke informeret dem særligt godt”, skriver Finn Mortensen i sin indsigelse.

Finn Mortensen peger især på, at man ikke ”bare”mister 10 pladser ud af 1.828 parkeringspladser i midtbyen.

“Dette antal stammer fra en parkeringsanalyse udarbejdet af Cowi i 2017. Denne rapport dog misvisende i forhold til nærværende nedlæggelse af offentligt vejareal ved Gadekærsvej. De 1.828 parkeringspladser omfattede i 2017 parkering ved Kvickly, ved Rådhuset, ved Fakta, ved Møllebakken, ved LIDL, ved NAG, ved Gadekæret, parkeringsområdet mellem gågaden og Gadekærsvej samt mellem gågaden og Rådhusvej, NETTO’s parkeringsareal, parkering ved IRMA, nærværende parkering bag Apoteket, parkering ved Stationen, parkering ved Kultursalen og Gymnasiet samt over 200 private parkeringspladser fordelt rundt omkring i midtbyen”, skriver han til udvalgspolitikerne i sit høringssvar.

Apotek: Det skader bykernen
Heller ikke apoteket er begejstret for planerne.

“Det omtalte parkeringsareal er byens travleste parkeringsareal, da det er et parkeringsareal, der blandt andet benyttes af kunder til Helsinge Apotek. Ofte kan det være svært at finde en plads”, skriver apoteker Ane Børsting i sit høringssvar.

Hun advarer mod, at beslutningen vil ramme flere butikker omkring arealet.

“Da Helsinge Apotek er den forretning i Helsinge gågade, der tiltrækker og betjener flest kunder pr. dag, vil en nedlægning af parkeringsarealet og dermed en forringelse af parkeringsmulighederne, og dermed tilgængeligheden, for apotekets kunder være til stor skade dels for apoteket, men især for de øvrige butikker, der ligger omkring apoteket”

Og færre kunder i gågaden betyder færre butikker, slår hun fast.

“Konsekvensen ved at nedlægge parkeringspladser ved et af byens trækplastre, dvs. Helsinge Apotek, vil være at de vil lægge deres apotekshandel på Rådhusapoteket i Kvickly, da Kvickly har RIGTIG mange parkeringspladser. Hermed flyttes byens handel til Kvickly og væk fra gågaden. Det kan da ikke være byrådets mening?”, skriver hun.

Tøjexperten: Find os nye p-pladser
Også Michael Hass fra Tøjexperten, Østergade 20, er bekymret. Han så gerne, at kommunen finder nye pladser til de handlende.

“At byrådet begrunder beslutningen med, at en Cowi rapport tidligere har redegjort for, at der er p-pladser nok i byen, er en lille fordrejning af sandheden! Dels forsvinder der nogle p-pladser når Rema 1000 begynder at bygge, dels kan vi allerede nu se effekten af, at p-pladserne ved Møllebakken er fjernet, og desuden ønsker stadig flere kunder at holde så tæt på indkøbsstedet som muligt. Min anbefaling og ønske vil derfor være, at såfremt man alligevel beslutter at sælge p-pladserne, bør de genetableres på det grønne areal på Hammerichsvej, som i dag blot er en nydelig græsplæne”, foreslår han.

De begrundede indsigelser fik dog ikke den ønskede medfart i det politiske udvalg. Beslutningen blev fastholdt, og derfor er der nu givet grønt lys for flere boliger ved gågaden.

Flere p-pladser nedlægges

Det er ikke kun ved apoteket, at der bliver færre parkeringspladser.

Helsinge har to andre store byudviklingsprojekter, Møllebakken og Rema 1000, og her bliver der i alt nedlagt 176 parkeringspladser fordelt på 150 parkeringspladser ved Møllebakken og 16 pladser ved Rema 1000. Med de ti pladser ved apoteket bliver der samlet nedlagt 176 parkeringspladser i Helsinge bymidte.

Det er dog ikke noget problem, mener kommunen, der peger på tidligere analyser, som viser, at der stadig være rigeligt med ledige pladser.

“Beregnes højeste belægningsgrad efter at der nedlægges 176 parkeringspladser, vil belægningsgraden være 63%. Det vurderes derfor, at der efter at der gennemføres byudviklingsprojekter, også vil være god mulighed for parkering i bymidten. De tre områder, hvor der nedlægges parkeringspladser, er relativt jævnt fordelt i bymidten, og vurderes derfor at give en begrænset betydning”, oplyser kommunen.

Giv din mening til kende: