Byggefirma og feriebureau klar med gode fif til sommerhusejere

Jimmy Pedersen fra Sol og Strand glæder sig til at tage imod, når selskabet inviterer til inspirationsdag. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.

GILLELEJE: “Byt til nyt” er overskriften på et arrangement, som byggevirksomheden Sonne Huse og feriehusudlejningsbureauet Sol og Strand i Gilleleje afholder 1. februar. Her kan du for eksempel blive klogere på, hvordan man kan erstatte sit eksisterende sommerhus med et helt nyt.

Tænker du på at udskifte det gamle og måske udslidte sommerhus med et helt nyt et af slagsen? Så kan der være god grund til at kigge forbi, når Sonne Huse og feriehusudlejningsbureauet Sol og Strand inviterer på inspirationsdag 1. februar fra kl. 11-14. Det sker hos Sol og Strand, Smidstrup Strandvej 45 i Gilleleje.

– Vi modtager et stigende antal henvendelser fra sommerhusejere i dette område, som ønsker at erstatte det eksisterende hus med et helt nyt. Derfor er det oplagt at indbyde alle interesserede til en inspirationsdag, hvor vi informerer om muligheder, priser, finansiering og udlejning etc., siger byggerådgiver Claus Christensen fra Sonne Huse i en udsendt pressemeddelelse.

Ifølge Claus Christensen er der en del ældre sommerhuse i Gilleleje og omegn, som kan have gavn af et kritisk eftersyn.

Hos Sol og Strand oplever man en stigende efterspørgsel på sommerhuse – både gamle som nye.

– Det er blevet langt mere attraktivt at udleje sit sommerhus blandt andet på grund af nye fradragsregler, som betyder, at de første 41.800 kroner af lejeindtægten er skattefrie. Desuden har vi lanceret et nyt koncept ”ingen binding”, som giver sommerhusejere mulighed for at prøve at udleje sit sommerhus, og den mulighed tiltaler mange, fortæller Jimmy Pedersen.

Leave a Reply