Byrådet beslutter: Ingen kommunalt ansatte må ryge i arbejdstiden

Tekst: David Abildgaard. Foto: Sammy-Williams/Pixabay:
GRIBSKOV: Der var en længere debat i byrådssalen denne tirsdag aften, hvor det skulle besluttes, hvorvidt Gribskov Kommune som arbejdsplads skal være helt røgfri fra og med 1. oktober i år. Også alle offentlige, kommunale områder skal gøres røgfri såsom parker, busstoppesteder og sportsarealer.

Rygning er, som alle efterhånden er godt klar over, farligt for helbredet. Alligevel vakte det stor debat i byrådet, hvorvidt dette faktum var nok til at tvinge alle kommunens over 1000 medarbejdere til ikke at ryge i arbejdstiden.

Kommunen har lavet en såkaldt FAQ (frequently asked questions, red.), som svarer på en række spørgsmål ansatte måtte have efter kravet om totalt rygestop på arbejdspladsen. Klik for større version.

Beslutningen skulle træffes endeligt tirsdag aften, og får betydning for stort set alle kommunale arbejdspladser. Den samlede Venstregruppe samt Brian Lyck fra Dansk Folkeparti var imod et forslag om, at indføre røgfri rammer i hele arbejdstiden og på alle kommunale matrikler og udemiljøer. Alternativt kunne byrådet have valgt blot at leve op til regeringens minimumskrav, som indbefatter et krav om at det ikke er tilladt at ryge på skoler, i børnehaver og lignende hvor der er unge under 18.

Det var ikke nok, mente et flertal i byrådet, som besluttede, at alle kommunale arbejdspladser fra og med 1. oktober skal gøres helt røgfri. Det omfatter også principielt arbejdspladser i hjemmet hos de borgere, som arbejder hjemme grundet covid-19. Arbejdstiden defineres som hele den tid, man er på arbejde, får løn og står til rådighed.

Skulle man overtræde forbuddet vil medarbejderens chef tage fat i den ansatte i et forsøg på at støtte op om kravet. Der står intet om, hvad der sker, såfremt medarbejderen fortsat bryder reglerne efter irettesættelse.

E-cigaretter bliver betragtet på samme måde som traditionel tobak.

Der bliver sat penge af til skiltning og rygestopkurser i et forsøg på at gøre de nye regler mere overkommelig at følge.

Hvor bliver der røgfrit?
Kommunen vil fra og med 1. oktober indføre røgfri udendørsarealer på steder, hvor kommunen har instruktionsbeføjelser, det omfatter kommunale legepladser, parker, busstoppesteder, i nærheden af børneinstitutioner, gågader, udendørs træningsfaciliteter (sports- og fodboldbaner, skaterramper, træningsstationer, matriklerne omkring sportshaller) mv.

Leave a Reply