Byrådet laver budgetaftale: “Nu finder vi pengene”

Gruppeformænd fra samtlige partier var enige om en budgetaftale. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.

GRIBSKOV: Byrådet indgik natten til i dag en toårig budgetaftale, der forhåbentlig skal sikre, at vi ikke ryger under administration. Det kræver, at kommunen finder cirka 100 millioner kroner.

Der er indgået en 2-årig budgetaftale mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, løsgængerne Bo Jul Nielsen og Betina Sølver samt Nyt Gribskov. Det er samtlige repræsentanter, der dermed er blevet enige.

Enigheden glæder borgmester Anders Gerner Frost (G):

– Jeg er meget tilfreds. Vi står nu med en aftale, som er svaret på, hvordan vi handler ansvarligt og løser opgaven, når kommunens økonomi skal rettes op. Det er det bedst tænkelige udfald, at vi kan stå sammen på tværs af partierne. Det her handler om at løse udfordringerne ansvarligt og sørge for, at vi understøtter en fortsat vækst i Gribskov, forklarer borgmesteren i en udsendt kommunal pressemeddelelse.

Budgetaftalen har fået navnet ‘Ét samlet Gribskov’ og indebærer en række alvorlige men nødvendige besparelser.

RELATERET LÆSNING

Mindre ældreservice
Særligt ældreområdet og det specialiserede børneområde er bekosteligt og her skæres der hårdest.

– Servicerammen er udfordret. Vi bruger flere penge, end vi må på velfærdsområdet, og det kræver svære prioriteringer. Her har vi bl.a. kigget på vores opbygning og skåret ind til benet, der, hvor vi kan. Vi arbejder på at sikre en positiv udvikling i vores likviditet, uden at vores serviceniveau bliver lavere end i sammenlignelige kommuner. Det er lykkedes med denne aftale, forklarer Anders Gerner Frost og fortsætter:

– Opgaven er at få skabt den nødvendige balance. Lige nu er der en uligevægt. Vi skal skabe en balance ved at sikre, at der er en robusthed i kommunens økonomi, som gør det muligt for os fortsat at investere.

Du kan hente hele budgetaftalen ved at klikke her: Budgetaftale 2020-23.

Den kan også læses herunder:

 

Giv din mening til kende: