Dårligt vejr stoppede ikke demoer mod bandekriminalitet

Forrest i demoen gik de to arrangører, Oliver Møllenberg og Allan Andersen. I Gilleleje sørgede politiet for sikkerheden med bla. to politimotorcykler som eskorte på turen fra Torvet og op til rundkørslen og tilbage igen. (Foto: Mikael Madsen)

GRIBSKOV: Søndag var der varslet to demonstrationer mod bandekriminalitet i Gribskov, en i Helsinge og en i Gilleleje. Et jævnt kedeligt vejr bestående af regn og blæst lagde lidt en dæmper på deltager antallet, men de som mødte frem var stålsatte i en protest mod gadebanderne og deres tilfældige vold.

Begge demonstrationer forløb ganske udramatisk, og den første demonstration løb af stablen kl. 16.00 i Helsinge ved Gadekæret, her ankom der ifølge politiets optælling omkring 75 personer som deltagere. Det var som nævnt formentlig det jævnt kedelige vejr med blæst og regn – og frygt – som kom i vejen for et større deltagerantal.

Flere gode borgere havde inden demoen kontaktet arrangørerne, Oliver Møllenberg og Allan Andersen, og takket for initativet, samtidig med at de oplyste at de ikke turde deltage af frygt for represalier.

Nordsjællands Politi så også på den mulige trussel med stor alvor, og havde i såvel Helsinge som i Gilleleje sat en del mandskab ind på opgaven med at passe på demonstrationerne, idet der kunne være risiko for en reaktion fra bandemedlemmer – der skete dog intet og alt forløb aldeles fredeligt og udramatisk.

Oliver: Jeg gik i skole med nogle af de varetægtsfængslede
Oliver Møllenberg talte som den første, og sagde bla: – En ny forskningsrapport “stemmer fra en Bande” fra DPU, Aarhus Universitet, har undersøgt hvorfor unge søger ind i bander, noget der kan være komplet uforståeligt for os andre. I den rapport er 10 unge fra bande miljøet blevet spurgt “hvorfor og hvad får i ud af det?”

– Sammenfatningen af det de unge svarede er “Det, de unge opnår i bander, er et fællesskab og et broderskab. Det er anerkendelse og respekt, som de ikke får andre steder. Og det handler også om ikke at føle sig alene i verden”. Bandekriminalitet kræver forebyggelse, og der bliver vi nødt til at se på, om vi i Gribskov kommune gør det godt nok, lød det bla. fra Oliver Møllenberg, som fortsatte:

– Hvis rygterne taler sandt, så gik jeg i folkeskole med nogle af dem som er med i banden her i Gilleleje, og nogle af dem er dem som er varetægtsfængslet netop nu. De skyldige skal betale prisen for det de har gjort, jeg håber at dette signal kan gøre at, der er andre unge i denne bande der indser at, det er gigantisk skråplan de er ude på – jeg ved kommunen og politiet er klar til at hjælpe dem ud.

– Husk på, at det eneste der er nødvendigt for at det onde kan sejre, det er at gode mennesker ikke gør noget, sluttede Oliver Møllenberg.

Udvalgsformand: Vi skal have trygheden tilbage
– Den nye politistation og vores nye unge indsats er et skridt i den rigtige retning, men det kan og det skal ikke stå alene. Vi skal alle være med til at bekæmpe banderne, vold, salg af stoffer og vi skal sammen tage vores byer tilbage, sagde Mikkel Andersen, byrådsmedlem og Formand for Beskæftigelse og Unge og fortsatte:

– Det betyder at når vi oplever eller ser unge mennesker der er, eller er ved at komme ud over kanten, så skal vi alle sammen reagere. Vi skal hver især blive bedre til at kontakte politiet, kommunen eller andre relevante myndigheder, vi har alle et ansvar – og det har vi også i byrådet til at priotere vores unge arbejde, SSP, Ungdomsskoler. Jeg er sikker på at alle i byrådet er med på at give det en saltvandsindsprøjtning

– Jeg håber og tror på at vi sammen kan stoppe de mange og meningsløse overfald, og at vi kan få trygheden tilbage. Vi skal dog huske at det er et mindretal og en mindre gruppe som fylder meget – og at vi heldigvis har et stort flertal af unge mennesker som ikke vælger at være en del af denne sub-kultur som vi ser i øjeblikket, sluttede udvalgsformand Beskæftigelse og Unge, Mikkel Andersen.

Borgmester: Vi skal frit kunne bevæge os i Gribskov Kommune
– For mig er det helt klart at os der står her, vi vil ikke finde os i vold, bandekriminalitet, og vi vil ikke finde os i salg af stoffer, startede Borgmester Anders Gerner Frost sin tale, og fortsatte:

– Vi mener faktisk at man frit skal kunne bevæge sig rundt i vores dejlige kommune, det er vi vant til og sådan skal det også blive ved med at være. Vi vil ikke være med til at relativt få unge ødelægger det for de mange, og vi har set at politiet bakker godt op omkring de udfordringer som vi har nu – men vi skal alle tage et ansvar i denne situation.

– Alle os der er her i dag, vi siger stop, stop til vold, stop til grupperinger og konflikter mellem dem. Vi skal huske hinanden på det her med ansvaret,  at når vi ser noget mærkeligt her i vores kommune – så skal vi reagere. Når vi ser noget der ser mærkeligt ud oppe på tanken eller på stationen, så skal vi reagere. Vi skal kontakte politiet, de forældre som vi måske kender i den pågældende situation eller myndighederne – vi skal ganske enkelt alle sammen tage et ansvar for vi er nødt til at løse dette her sammen, sagde Borgmester Anders Gerner Frost som fortsatte således i sin tale til de fremmødte:

–  Vi skal også tage ansvar som forældre, vi skal sørge for at vores unge har noget fornuftigt at tage sig til, Oliver og alle de mennesker som er aktive i foreningslivet er et fantastisk godt eksempel på hvor mange i vores kommune der faktisk laver noget meningsfyldt, har nogle meningsfyldte fællesskaber i deres fritid og det skal vi bakke op om som forældre, vi skal holde fast i det – for det er ingen selvfølge.

Anders Gerner Frost rettede også en varm tak til Natteravnene som var mødt frem med syv-otte M/K i de velkendte gule jakker, og under demonstrationen benyttede lejligheden til at uddele gavekort til en helt gratis gåtur i hjembyen sammen med de andre Natteravne.

Krimijournalist: Min stedsøn blev truet med at blive skudt
Allan Andersen er krimijournalist på Netavisen Gribskov, og greb i Gilleleje mikrofonen med en uforberedt tale som i den grad kom fra hjertet.

– En ting som jeg kom til at tænke på under demonstrationen i Helsinge, det var: hvad kan vi egentlig gøre? Jeg har en stedsøn som tilbage i 2016 blev truet med at blive skudt, alene fordi et bandemedlem mente at han måske havde gjort noget – mere skal der ikke til. Børn og unge behøver absolut ikke at være relateret til noget som helst, måske er de blevet set sammen med en forkert, de har måske noget forkert tøj på – det er nok til at de kan blive ofre for denne her fuldstændig meningsløse bandevold som ikke har en skid at gøre i Gribskov, så enkelt kan det siges, lød det bramfrit fra den erfarne krimijournalist.

– Vi er allesammen meget obs på at hvis der kommer en litauisisk eller polsk varebil trillende nedad villavejen, så går vi bananas for det der, det er en flok tyveknægte på rov – den fokus skal vi have flyttet, så når vi ser sådan en flok der sidder og har gang i noget, gemmer sig med hætten godt op over hovedet, eller kommer tre mand side om side, fylder hele fortovet og har en truende positur – vi skal ikke finde os i det, det skal vi simpelthen ikke. Gribskov er en fredelig og en god kommune, politiet vil meget gerne hjælpe og gøre noget ved det her – men det kan politiet ikke gøre alene.

– Som borger er man politiets øjne, brug øjnene, tag telefonen og kontakt politiet – og vær ikke bange for at kontakte politiet. Som jeg nævnte truede et bandemedlem i 2016 min stedsøn med at blive skudt, og det kom han til at fortryde, for vi anmeldte det på stedet, selvom folk omkring os sagde: Tør i virkelig godt det, hvad nu hvis nogen gør jer noget?

– Mit svar var “og hvaså?” Tænk nu hvis denne person tog fat i den næste, og denne gang virkelig brugte et våben – det ville jeg ikke kunne have hængende på mine skuldre. Sagen kom for retten, og der var nærmest en kassefuld af anklager mod personen, som endte med at få omkring 4½ års fængsel – og så kunne han jo sidde og tænke lidt over det der, lød det fra Allan Andersen som sluttede således:

– Lad ikke frygten styre os borgere, det er vores kommune og det er os der bestemmer her, så lad os få trygheden tilbage og banderne ud af Gribskov.

Politiet vurderede at der var omkring 70 personer tilstede på Torvet i Gilleleje, trods det unægteligt kedelige vejr. (Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Demoen blev eskorteret af to politimotorcykler på ruten mellem Gilleleje Station og Torvet tur-retur (Foto: Mikael Madsen)
(Foto: Mikael Madsen)
(Foto: Mikael Madsen)
(Foto: Mikael Madsen)
(Foto: Mikael Madsen)
(Foto: Mikael Madsen)

Billederne herunder er fra Helsinge:

Leave a Reply