DEBAT: Borgere starter underskriftindsamling for sikker trafik i Tisvilde

En gruppe borgere i Tisvilde ønsker større sikkerhed på vejnettet. Foto: Allan Andersen.
DEBAT: Det skal være trygt for skolebørn såvel som for ældre, ja for alle at færdes i vores by. I Tisvilde har vi gennem hele sommeren oplevet særlig megen trafik igennem Bygaden og Hovedgaden.

De to gadenavne udgør på en gang hovedfærdselsåren for en af Nordkystens største turistattraktioner, Tisvildeleje strand, og er samtidigt skolevej og central slentregade for bløde turister i klipklappere, vandrelystne naturturister, handlende, barnevogne og cyklister, som måske lister en promille hjem. Tidligere undersøgelser har vist alt for heftig trafik her. Men i denne sommer har man ikke behøvet at foretage målinger for at vise at problemet bare er blevet værre. Alle kan mærke det.

Heldigvis har gode folk i forvaltningen allerede taget højde for denne udvikling. Man har hørt lokale grupper over hele kommunen om særlige ønsker desangående og skabt et katalog af trafiksikkerhedsønsker. I Tisvilde har man i samarbejde med Grundejerforeningen og Tisvilde lokalråd fundet frem til et at fokusere på strækningen fra Vejbyvej til Birkepladsen. Altså strækningen omring skolen.

Vi skal forme vejen, så man ikke kan køre som i et Formel 1 løb. Det er den eneste måde, vi kan se, at vilde bilister og andre som blæser på færdselsreglerne kan mindes om at lette på speederen. Og forvaltningen, som her repræsenterer fagkundskaben, tænker det samme. Kommunen vil tilsyneladende gerne bygge hastighedsnedsættende foranstaltninger, hvis en aktiv gruppe borgere sikrer at dette ønske bakkes op lokalt. Det ønsker vi. Og vi hjælper gerne.

Læs mere om Gribskov kommunes initiativ til trafiksikkerhed fra mødet den 26. maj. 2020 i Udvikling, By og Land (UBL), punkt 132. Tisvildeborgere skal helt ned i bilaget for at finde forslaget om trafiksikringen i Tisvilde.

Tisvilde lokalråd og Grundejerforeningen for Tisvilde og omegn har startet en underskriftsindsamling for at sætte politisk fokus på dette forslag. De politikere som støtter, eller ikke støtter, dette forslag skal vide at folk er optagede af ikke at blive kørt ned eller få besøg af en vild bil i forhaven. Måske folk bare ønsker færre lydgener fra hvinende dæk og motorstøj. Med din støtte hjælper du os med at rette byrådets opmærksomhed på trafikforholdene netop i vores by.

Stem på Tisvilde lokalråds facebookside for at vedtage og støtte forslaget, som vil forbedre trafiksikkerheden over hele kommunen, men i særdeleshed i Tisvilde. Underskriftsindsamlingen kører frem til 1. oktober 2020. Vi i Tisvilde kan kun opfordre andre bysamfund til også at sætte fokus på sagen.

Så kære byrådspolitikere. Husk nu trafiksikkerheden i budgetforhandlingerne!

Med venlig hilsen

Grundejerforeningen i Tisvilde og Omegn og Tisvilde lokalråd.

Redaktionel note: Vil du gerne stemme i med din underskrift, så kan det ske her: https://da.surveymonkey.com/r/XFCJLCF

Leave a Reply