DEBAT: Djøffere undergraver kommunens økonomi

Grafik: Netavisen Gribskov.

GRIBSKOV: Vi har i Gribskov kommune de senere år oplevet, hvordan der den ene gang efter den anden er blevet udbetalt millionbeløb til afskedigede djøffere. Man synes åbenbart at det er mere vigtigt at disse mennesker bliver forgyldt frem for at os almindelige borgere får den velfærd som vi har betalt for igennem hele livet.

Det er ufatteligt, at man den ene gang efter den anden ansætter personale af denne kategori, men det er til gengæld klart for mig, at når man har en kommunaldirektør, som er djøffer, er det vel nærliggende at denne ansætter en kollega af samme kategori.

Det må være muligt at finde kvalificerede mennesker, som måske endda kan være mere
kvalificerede end de nu afskedigede djøffere, som jo tilsyneladende ikke har vist de kvalifikationer, som kræves for at medvirke til styrelse af en kommune.

Det har kostet Gribskov kommune store millionbeløb på bekostning af både ældrepleje
samt børn og unge og udelukkende på grund af ukvalificerede mennesker i både
administration og byråd.

Der kan endvidere – efter min opfattelse – i forbindelse med Mikkel Damgaards
afskedigelse blive tale om misligholdelse af ansættelseskontrakten, hvorved man helt eller
delvis kan annullere bonusaftalen, hvilket jeg håber at byrådet vil være ansvarligt overfor.

Jørgen Hasselkjær
Ahornstien 15 D, Gilleleje

Skriv din kommentar her: