DEBAT: Drop nu den skattebashing og fokuser på vores egne virksomheder

Foto: Presse.

DEBAT: Den varme kartoffel i Corona-debatten er for tiden den kompensation som virksomheder i skattely får udbetalt af den danske stat. Men er det dér problemet ligger, når vi taler om kapitalfondsejede internationale virksomheder? Nej. Vi bør i stedet tale om de konkurrenceforvridende vilkår lokale små- og mellemstore virksomheder står overfor i dette spil mellem stater.

For hvilket skatte-cirkus er det, der tillader virksomheder at operere under så forskellige vilkår?

Det er først og fremmest et skattesystem, der er så kompliceret, at ingen synes at forstå det til bunds. Selv eksperterne er uenige om hvilke virksomheder, der har krav på Corona-kompensation.

Og mens de store slås om kagen, kæmper små- og mellemstore virksomheder om krummerne. Efterladt i en trædemølle af revisorerklæringer, momsudskydelser og låneordninger samt en massiv indberetningspligt på alt mellem himmel og jord.

Bageren og smeden overbebyrdes med regler, de skal betale andre for at forstå og overholde, mens de store blot griber i lommen, og gemmer sig bag et regelsæt, ingen reelt kan gennemskue.

Hvorfor har vi gjort det så vanskeligt at drive en mindre lokal virksomhed, være ordentlige og betale sin skat til velfærden? Samtidig med at man også i det lokale har overskud og tid til at drive sin forretning på lige vilkår med de internationale?

Debatten er efterhånden blevet kapret af akademikere, der i tidens ånd nærmest har en elfenbensholdning til det at drive en virksomhed; det skal være innovativt og sidste skrig. Det er u-sexet at bage boller eller dreje et stykke jern. Dem gider vi ikke at tale om; kun de gordiske knuder af regler og den store klinge.

Meningsdannerne glemmer, at det er de små- og mellemstore virksomheder der udgør sammenhængskraften i dette land. Dem der faktuelt løfter den største byrde gennem ærligt arbejde.

Lad os tale om dem og hvordan vi styrker dem under disse vilkår!

Hvad betyder det i det samlede billede at en håndfuld virksomheder, der trods alt skaber arbejdspladser, lovligt udnytter lovgivningen til at undvige skattefar? Ikke meget jf. nye tal fra projektet The Missing Profits of Nations, som er et samarbejde mellem tre forskere på universitetet i Berkeley i Californien, USA og Københavns Universitet. De påpeger, at ud af de 33 milliarder fra selskabers overskud, som i 2017 blev ført ud af Danmark til skattely, gik allerhøjest 6,3% til lande på EU´s sortliste over skattely.

Alligevel bruger vi al vores taletid på at tale om disse selskaber, og forarges, når vores fokus burde være på at glatte slagmarken ud og lette byrden for de danske lokale virksomheder.

Vi kunne f.eks. starte med at rydde op i skattesystemet og ikke lade skatteregler være et konkurrenceparameter i sig selv.

Erick Thürmer
Adm. Direktør og Folketingskandidat (K)

Skriv din kommentar her: