DEBAT: Siden det blev vedtaget at Gribskov Kommune ville overtage hjemmesygeplejen har der hersket utrygge tilstande hos borgerne som har været afhængige af hjælp fra hjemmesygeplejen.

Årsagen er at man ikke har forberedt overtagelsen godt nok, hvilket har medført at et utal af vikarer har besøgt borgerne med omtalte utryghed som følge. Jeg ved godt, at det har været svært at få kvalificeret personale, men dette skyldes i stor udstrækning den utroligt dårlige omtale, denne kommune har fået som følge af ukvalificerede politikere de sidste mange år og tildels en for ringe aflønning af personalet.

Der har hidtil været talt meget om, hvor svært det har været for kommunen at overtage hjemmesygeplejen, men ingen har talt om, hvor svært det har været for de borgere, som har været afhængige af hjælpen fra kommunen, primært som følge af – i hvert fald hos mig – besøg af 3-4 hundrede forskellige vikarer. Dette har for mig været særdeles utrygt, både mentalt, fysisk og psykisk.

Først nu er der begyndt at være mere trygge forhold på grund af, at der er etableret mere faste besøg af de samme sosu-assistenter/sygeplejersker til besøgene hos de plejekrævende borgere, men så begynder utrygheden igen som følge af at politikerne nu taler om delvis at udlicitere hjemmesygeplejen og delvis overlade visse dele til sosuhjælpere, er det mon for at spare penge ? Hvor langt er vi så nået?

Kære politikere: Lad os nu få fred – det I nu begynder på er at skabe utryghed både hos borgere og personale hos PlejeGribskov, og det er ikke det vi trænger til, vær nu søde og hør på borgerne og hør på personalet i plejefirmaerne.

Jørgen Hasselkjær
Ahornstien 15 D, Gilleleje

Debatindlægget er oprindelig lagt op i Facebook-gruppen ‘Fri Debat Gribskov

Giv din mening til kende: