DEBAT: Forkort skoledagen hurtigst muligt

Modelfoto: Pixabay
DEBAT: I denne uge tager børnene hul på et nyt skoleår. Jeg håber, det bliver et skoleår, som ikke igen står i skyggen af en landsdækkende nedlukning. Børnene fortjener at få deres hverdag, klassekammerater og undervisning tilbage.

Børnene fortjener også, at politikerne på Christiansborg justerer de dele af folkeskolereformen, som ikke fungerer. Lokalt i Gribskov har vi benyttet os af folkeskolelovens mulighed for at afkorte skoledagen på nogle skoler. Men mulighederne i lovgivningen i dag er slet ikke nok. Skoledagen er stadig for lang. Derfor bør Undervisningsministeren indkalde til forhandlinger hurtigst muligt.

Det Konservative Folkeparti på Christiansborg har allerede peget på, hvordan man helt konkret kan give skolerne frihed til at gøre skoledagen kortere og bedre. Man kan afskaffe den understøttende undervisning og give skolerne mulighed for at afkorte skoledagen tilsvarende. Det vil frigive op til 3.800 lærerårsværk, som kan bruges til at styrke kvaliteten af folkeskolens kernefag. Det kan være øget brug af tolærerordningen i dansk. Eller det kan være mindre holddannelser i matematik, hvor niveauet tilpasses den enkelte elev.

Både V, SF og LA på Christiansborg bakker om vores forslag. Og hvis Socialdemokraterne er klar, så  er der dermed et bredt flertal, som kan sætte en ny retning for skolen.

Og det er der i den grad brug for. Under corona-krisen har flere lærere netop givet udtryk for, at den kortere skoledag og de mindre hold har givet mere ro og tid til faglig fordybelse, som eleverne trives med. Jeg er overbevist om, at Corona-krisen bliver det sidste søm i kisten på den lange socialdemokratiske heldagsskole.

Det er godt at undervisningsministeren har skiftet holdning og nu vil gøre skoledagen kortere. Men man må lade handling følge ord. Derfor skal regeringen indkalde til forhandlinger, så hurtigt som muligt. Der er ingen grund til at vente.

Trine Egetved
Byrådsmedlem
Det Konservative Folkeparti

Leave a Reply