DEBAT: Gribskov har brug for et bedre erhvervsklima

DEBAT: Dansk Industri udgiver hvert år en undersøgelse af erhvervsklimaet i Danmarks kommuner. Undersøgelsen er en blanding af interviews med lokale erhvervsledere og statistik om eksempelvis kommunernes sagsbehandlingstider. I de senere år har Gribskov Kommune fået en bundplacering. 2021 er ingen undtagelse, hvor vi blev nummer 87 ud af 93 kommuner. I 2020 kom vi på sidstepladsen.

 

Det er især områder som infrastruktur, digitalisering, skatter og afgifter, erhvervsarealer, grøn udvikling og kommunal sagsbehandling, hvor erhvervsledere og statistik vender tommelfingeren nedad.

I Gribskov kan vi imidlertid ikke kun leve af vores kønne natur og af at pendle til jobs i andre kommuner. Gribskov er ikke en kommune i økonomisk vækst, når vi sammenligner os med andre kommuner i hovedstadsområdet. Navnlig virksomheder er tilbageholdende med at søge til Gribskov. Vi har imidlertid brug for virksomheder, som skaber udvikling og arbejdspladser.

Placeringer for Gribskov Kommune. Kilde: Dansk Industri – Lokal Erhvervsvenlighed 2021. Klik for større version.

Gribskov Kommune fokuserer i dag for meget på kommunale bygninger og parkeringspladser og for lidt på at udbygge kommunens vejnet. Se blot på den planlagte nye vej fra Græsted til Gilleleje. Den stopper brat i Pårup og der er ingen plan for den videre strækning.

Det mest trafikerede punkt i Gribskov er rundkørslen for enden af motorvejsforlængelsen. En udvidelse af denne er netop blevet “skrottet” af forligspartierne omkring budgettet for den kommende periode.

Gribskov Kommune forsømmer infrastrukturen i et sådant omfang, at den kom på sidste pladsen, når erhvervslederne i Dansk Industri vurderer infrastrukturen i form af vejnet og kollektiv transport. Bedre er det ikke i forhold til den digitale infrastruktur. Her er Gribskov også på sidstepladsen.

Erhvervslederne har ret, når de fokuserer på den kommunale sagsbehandling. Den er blevet alt for langsom. Der er eksempelvis helt urimelig lang ventetid på tilladelser til byggeri. Venstre vil bruge private firmaer til at få afviklet puklen med byggetilladelser. Det har andre kommuner gjort med succes.

Gribskov Kommune er nummer 78, når det gælder grøn omstilling og indsats for større bæredygtighed i forhold til klimaet. Venstre ser gerne en mere håndfast plan for, at Gribskov kommune opfylder sin del af planen om 70 % reduktion af CO2 udledningen i 2030.

Bent Hansen (V). Foto: Presse.

Erhvervslederne i Dansk Industri er heller ikke tilfredse med Gribskov Kommunes villighed til at etablere nye erhvervsarealer og til at inddrage erhvervslivet i den lokale planlægning. Endelig står det også skidt til i med erhvervsskatter og -gebyrer, som erhvervslivet finder for høje. Gribskov Kommune ligger eksempelvis meget højt, når det gælder gebyrer for tilladelser til byggeri.

Alt i alt har Gribskov Kommune brug for et helt andet fokus på bedre forhold for erhvervslivet. Vores velfærdssamfund er afhængig af et erhvervsliv i vækst.

Bent Hansen
Borgmesterkandidat (V)

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com