DEBAT: Gribskov mangler S-toget

VALGDEBAT: Det er vane for mange af Gribskovs borgere at holde i lange og tidsforlængende køer både ud og hjem fra arbejde i deres bil. Løsningen på dette er selvfølgelig bedre veje – ikke mindst Hillerødmotorvejen og forlængelsen heraf. På længere sigt er vi nødt til at tænke bredere og mere bæredygtigt. Der vil ikke være plads til alle biler på vejene i myldretiden – ej heller med udvidelsen af Hillerødmotorvejen.

Samtidig er det indlysende, at det tager alt for lang tid at tage toget til byen for at arbejde, og det er ikke mindst næsten umuligt at tænke tog ind, hvis man skal sent hjem om aftenen. Det forhindrer kommunens udvikling, det spilder borgernes tid, og det gør os alle sammen ude af stand til at tænke nok bæredygtighed i transporten ind i dagligdagen, selvom vi egentlig gerne ville det. S-toget er efter min mening en stor del af transportløsningen for det nordligste Nordsjælland.

Det bliver selvfølgelig ikke i morgen vi får S-tog, men når omegnskommunerne i København råber på mere Metro og Letbane, så skal vi i Gribskov råbe på S-tog. Den offentlige transport til og fra kommunen skal simpelthen blive bedre, hvis vi skal udvikle os som kommune. S-toget vil skabe et større bosætningsgrundlag, og det vil desuden skabe en langsigtet grønnere løsning på transportområdet for Gribskovs familier, som så i mange tilfælde ville kunne nøjes med en bil i stedet for to.

Alt for ofte glemmes Gribskov, når der tænkes i offentlige trafikløsninger, og vi har gennem de sidste fire år set forringelser i eksempelvis bustrafik på pris og på kvalitet. Det holder ikke at man skal have to biler for at bo i Gribskov kommune. Det må kunne gøres bedre.

Kim Valentin
2. Viceborgmester, Venstre
Medlem af folketinget

2 Comments

Anne-Mette Heie Kjær
5. november 2021 at 13:01

Det gælder i det store og hele HELE Gribskov Kommune…

Benjamin
2. november 2021 at 20:45

Har du overvejet at have en ambition om at Gribskov kunne være det bedste sted at cykle. Det er en ambition man indenfor kommunen selv kunne tage hånd om og det vil skabe en god lokal infrastruktur som gør at man ikke behøver en bil men kan cykle.

I dag er det nærmest livsfarligt at cykle på strækningen fra Vejby til Gilleleje.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com