DEBAT: Hestepiger med opråb til unge på knallert: Pas på os!

Det kan ende grueligt galt, hvis en hest bliver chikaneret i trafikken. Pas derfor ekstra på, når du passerer en hest bagfra. Foto: Genrefoto.

DEBAT: Søndag d. 13 oktober kl. 15.10 kommer vi to ryttere skridtende i højre side af Græsted Stationsvej, lige inden kirken. Bag fra kommer fem knallerter/scootere (den ene lignede en crosser)…

På den forreste knallert sidder to unge, de kører helt tæt op ad hestene, hvorefter knægten som sidder bag, foretager sig den mest idiotiske handling- at slå den ene hest bag i, da de kører forbi!

Hesten reagerer med det instinkt, den er udstyret med… at springe frem og væk fra faren… midt i trafikken på vejen! Heldigvis for os alle er de to heste meget sikre og lydige i trafikken, så vi får hurtigt hestene under kontrol og undgår derfor, at situationen går galt.

Men… dette var en yderst farlig situation, som disse/denne tåbelige knægt satte både dem selv, deres kammerater, andre trafikanter, os ryttere og vores heste i – det kunne have gået rigtigt galt for dem selv og især deres kammerater som kom lige bagefter.

Vi håber og tænker at der må være nogle forældre, bekendte, naboer- som har en ide om, hvem disse unge som samles og kører i en flok søndag eftermiddag i Græsted kan være. Så venligst tag en alvorlig snak med dem.

Som de kører og agerer nu, er de i hvert fald ikke modne nok til at befinde sig i trafikken. Nu håber vi bare, at hesten ikke fremover vil være utryg og reagere på bagfrakommende knallerter o. lign.

Med frustreret hilsen

Nell og Catharina
Græsted

Skriv din kommentar her: