DEBAT: Klimaet kræver grønne tiltag

(Arkivfoto: Allan Andersen)
DEBAT: Klimaudviklingen kræver et byråd, der lytter, lærer og indtænker grønne tiltag i
planlægningen.

Har du tænkt over og forstået, at klimaet ændrer sig? Hvis ikke, er der god grund til at lytte og læse, så du forstår, hvorfor grønne tiltag mod klimaforandringer må forrest i enhver langsigtet plan fremover.
Vi må alle forstå den lektie, FN’s klimapanel i mange år har talt om for døve ører. En lektie om grønne tiltag, der først med de skolestrejkende børn er begyndt at finde bred støtte også
blandt forældre og bedsteforældre.
Sidste år var det varmeste nogensinde i Sverige, Norge og Finland. Danmark havde sit næstvarmeste år og i Gribskov skal vi tænke langt, når vi i 2021 vælger byråd og lægger kommuneplaner frem til 2033+
Det er nu, de politiske målsætninger skal lægges frem og diskuteres. Det er netop i år, borgerne får mulighed for gennem valg og støtte at præge udviklingen langt ind i 2030’erne.
Gribskovs styrende kraft har de senere år været i hænderne på partiet med lille n – nytgribskov.
Spørgsmålet er, om nytgribskov magter at styre Gribskov den vej, et Nyt gribskovflertal ønsker?
For ikke blot har nytgribskov ikke fulgt sine egne grundtanker om altid at tage afsæt i, hvad der er
bedst for borgerne i Gribskov (som formuleret på nytgribskov.dk).
Nytgribskov fremlægger heller ingen politisk målsætning, hverken når en borger på digitalt møde kort før jul 2020 spørger formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard herom, eller når samme borger på lokalt møde i Esrum 2019 direkte spørger borgmester Anders Gerner Frost om Gribskov Kommunes indsats for grønne tiltag.
Begge steder er svaret fra de to centrale nytgribskovpolitikere, at arbejdet i det nuværende byråd
baserer sig på velvillig fremme af private iværksættere og grundejeres ønsker og ideer – helt uden
retning og kun med udtrykt foragt for ”fastlåste principper”.

Frem for at fastlægge langsigtede mål i samklang med borgernes ønsker og FN og børnenes klimakrav, så fortsætter nytgribskov og byråd eksempelvis velvilligt – stik imod statens tidligere veto og forvaltningens anbefalede afvisning i 2020 – at fremme en ihærdig grundejers ønske om boliger i værdifuld gribskovnatur.

Der er ikke megen omtanke eller arbejde for borgernes bedste bag den disposition. Endnu mindre er der tale om et aktivt demokrati.

Vi mangler og efterlyser den åbne samtale om grønne tiltag i en klimapåvirket fremtid, tiltag vi alle bliver nødt til at tage ansvar for, store som små. Høringssvaret på gribskov.tade.dk søger som dette indlæg at sikre grønne tiltag i alle kommunens
planer.

Grønne tiltag er dit og mit og alle byråds største ansvar, når det gælder planer for fremtiden.

-Vis mig den ekspert, der i 2021 siger noget andet.

Med venlig hilsen
Skov- og Landskabsingeniør
Søren K. Nielsen
Rishavevej 9b
3230 Græsted

1 KOMMENTAR

  1. Interessant og tænkevækkende høringssvar på gribskov.tade.dk !

    Så vidt jeg ved, har mange Gribskovborgere sendt velargumenterede høringssvar med div. indsigelser til lokalpolitikernes “Forslag til kommuneplan 2021-33”.
    Man må håbe, at borgernes bekymringer og kritik tages til efterretning.

Leave a Reply