DEBAT: Lad det koste – Om økonomistyring og skolepolitik

DEBAT: SF Gribskov støtter de små cirklers politik. Børn skal udvikle sig og vokse op i større og større cirkler. De er ikke statister på et regneark. Vi støtter derfor ikke ideen om en økonomisk task force, som først besvarede deres opdrag om at spare penge med at flytte flere elever fra specialområdet ind i klasselokalerne og nu vil samle specialområdet på færre matrikler.

Altså en tilbagevenden til tiden før inklusionsreformen. Lærere på området løber skrigende væk, og eleverne, de ved vel ikke, hvad der venter dem endnu. Længere transport, transit og nye omgivelser. Se fx ugeposten 1. september. I forlængelse af denne øvelse i abstraktion og verdensfjern ansvarsfralæggelse byder partiet Venstre nu ind med en endnu mere foruroligende ide: Vi skal samle alting i større enheder. Jeg løber gerne skrigende rundt inde i en ny kommunalbestyrelse for at undgå det. Bare der forbliver ro på, hvor det gælder, nemlig ude hos børnene.

Jens Rane Holck. Foto: Presse.

Pengene kommer måske til at mangle i balancen for en tid. Men hvis det betyder, at vores børn kan undgå at mistrives, så er det i orden. Spørg hvilke som helst forældre, hvad børn koster. Svar: Al din tid plus lidt mere.

Økonomi er at forvalte samfundets ressourcer. Vi har ikke råd til at sparre på børneområdet. Så må det koste lidt mere for en periode. Godt arbejdsmiljø i toppen som i bunden smitter i sidste ende af på helheden. Lad os investere i fællesskabet, hvor vi kan, og begynde med børnene.

Hvor pengene skal komme? Vi skal i hver fald ikke bruge flere på at rydde op efter dårlige beslutninger. Så hellere færre beslutninger i en periode. Ro på.

Jens Rane Holck,
KV21 kandidat for SF Gribskov

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Annonce:

Annonce:

Skriv en kommentar