DEBAT: Nedslidte danskere skal have lettere adgang til pension

DEBAT: Hvis en dansker bliver nedslidt eller syg, skal personen have mulighed for at gå tidligere på pension. Det burde stå klart for enhver. Alt andet er urimeligt i et velfærdssamfund med et af verdens højeste skattetryk.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti mener, at danskere i særligt hårde jobs skal kunne dokumentere et bestemt antal år på arbejdsmarkedet i stedet for en fast pensionsalder. Det tegner til et uløseligt slagsmål mellem faggrupperne. Det kommer til at give mere bureaukrati og flere komplicerede regler.

I teorien kan man få tildelt en førtidspension, hvis man ikke kan arbejde på grund af svigtende helbred. Men sådan fungerer det desværre ikke i praksis. Politikerne har svigtet. De har ladet hobevis af udlændinge blive forsørget af den danske stat, så der ikke er råd til de danskere, der behøver en førtidspension. Derfor vil vi i Nye Borgerlige knytte retten til offentlig forsørgelse til det danske statsborgerskab.

Mange danskere oplever, at de bliver trynet af sagsbehandleren i det lokale jobcenter og reduceret til et tal i Djøf’erens Excel-ark. Politikerne har med jobcentrene gjort det til et mareridt at søge førtidspension. Syge og nedslidte udsættes for sagsbehandlere, der blindt følger regler og paragraffer med ressourceforløb og arbejdsprøvninger for at forhale det tidspunkt, hvor man kan få tildelt førtidspension. Det kan tage år, og rigtig mange bliver nedbrudt af jobcentrenes greb. Det er utilstedeligt og uværdigt. Derfor vil vi i Nye Borgerlige nedlægge jobcentrene.

Førtidspensionen skal være lettere tilgængelig for den nedslidte dansker – og den skal være højere og ikke berørt af gensidig forsørgelsespligt. De kommunale sagsbehandlere skal væk – det skal udelukkende være en lægefaglig vurdering, der ligger til grund, når en dansker tildeles førtidspension.

Mette Thiesen
Spidskandidat for Nye Borgerlige (D) i Nordsjællands Storkreds

Giv din mening til kende: