DEBAT: Politisk leder eller politikerlede?

Bornholm
Er en inspirationstur til Bornholm virkelig pengene værd for Byrådet, spørger en læser.

DEBAT: Det er kort sagt forskellen på borgmesterens og Dansk Folkepartis holdning til byrådets kommende inspirationstur til Bornholm. En tur, der koster på den anden side af 100.000 skattekroner.

Dansk Folkeparti viser faktisk politisk lederskab her. Både ved at handle konkret på sagen, hvor man kun sender en repræsentant af sted. For selvfølgelig skal partierne være repræsenteret, når turen også er budgetforhandlinger. Men man viser også lederskab ved at anfægte beløbet og det faktum, at byrådet prædiker om, at man skal støtte op om det lokale erhvervsliv, og har igangsat en massiv omgang besparelser på velfærd i kommunen.

Turen til Bornholm har vi ikke råd til at lade vær med at tage på. Man kan også spare sig ihjel. Det er et par af borgmesterens argumenter.

Ja, han sagde, at man kan spare sig ihjel..

Det må være rigtig, rigtig trist at læse, hvis man på den ene eller anden måde er afhængig af velfærd i Gribskov Kommune. For her svinges sparekniven med et tempo, som en grønthøster har svært ved at følge med i.

Bare ikke, når det kommer til politikernes egne vilkår. Lønnen er steget til formændene, og en tur med middage og overnatninger på et ganske fint hotel skal der ikke røres ved.

Det skaber politikerlede, at man ikke selv går forrest i en tid, hvor pengetanken ikke ville gøre Joachim Von And misundelig.

Hvorfor ikke blive hjemme og invitér Winni Grosbøll og co.? Alle medlemmer af byrådet bor i kommunen, så det er både transport og overnatninger der spares. Eller hvorfor ikke nøjes med en komprimeret dag på Bornholm, hvor man tager tidligt af sted og kommer sent hjem?

Det er signalet til borgerne, der er nøglen. Programmet ligner mest en hyggelig weekend i gode venners selskab.

En hurtig søgning på Google viser, at Bornholms befolkningstal stadig er faldende. I 2018 var det 39.632 og i januar 2019 lød det på 39.572. Så hvad er effekten på bosætning ved besøget? 

Generelt ville det være interessant, hvis der blev sat effektmåling på turen? Dagtilbudene vurderes ud fra børnetal, økonomi og befolkningsprognoser. Hvordan vil byrådet og administrationen måle på effekten af turen til Bornholm?

Byrådet skal selvfølgelig inspireres, men inspiration kan komme på mange måder og til langt lavere priser end turen til Bornholm.

Jeg håber derfor, at flere af byrådets medlemmer vil overveje om de er med til at skabe politikerlede eller lede politisk?

Bjørn Rasmussen
Østre Alle 2, Gilleleje

Giv din mening til kende: