DEBAT: Skolernes økonomi under massivt pres

Foto: David Abildgaard

DEBAT: Skolerne i Gribskov Kommune slås med et merforbrug på over 15 mio. kr. fra skoleåret 2018/2019 og i nuværende skoleår 2019/2020 fortsætter udviklingen, som kræver store besparelser, hvis budgettet skal holdes.

Det skyldes et massivt merforbrug på specialmidlerne samtidig med at alle inklusionsmidler er flyttet fra skolerne uden en politisk beslutning.  Situationen for skolerne og børnene i skolerne er så alvorlig, at den kalder på omgående politisk handling og prioritering.

Besparelser på almenområdet vil medføre flere udgifter for kommunen!

At fortsætte med at spare på vores almenområde på skolerne vil ikke afhjælpe det massive merforbrug – tværtimod. Det vil være uansvarligt af Byrådet ikke at stoppe op og ændre retning, og det vil have voldsomme konsekvenser for alle børn i folkeskolen. Det vil konkret betyde væsentligt færre voksne omkring børnene og også betyde at flere børn, som har det svært ikke kan rummes i vores kommunale folkeskoler, da nogle skoler skal spare op imod 10% af deres budget.

FIK DU LÆST: Konservative blev tippet om skolebesparelser: Vi vidste intet

Er det ikke længere politikerne, der beslutter hvor der skal spares?

Det er meget bekymrende, at det forventede merforbrug ikke er taget med i budgetforhandlingerne, så Byrådet politisk har kunnet disponere det. Hos Det Konservative Folkeparti var vores antagelse, at de økonomiske udfordringer, der er i kommunen, ville blive lagt åbent frem til os i budgetforhandlingerne. Det har altid tidligere været politikerne der besluttede, når og hvis der skal spares på vores almenområde på skolerne, og sådan ønsker Det Konservative Folkeparti fortsat det skal være. Hvad har ændret sig igennem de seneste par år på børneområdet?

Der skal handles – nu!

Hos det Konservative Folkeparti er vi dybt bekymrede over at denne udvikling har fundet sted gennem det seneste 1,5 år uden at det er gjort helt klart for udvalget og Byrådet. Derfor vil vi fra Konservativ side tage dette op på førstkommende byrådsmøde, så vi sammen i Byrådet kan beslutte, hvordan vi hjælper vores skoler med den akutte udfordring, samtidig med at der udarbejdes en langsigtet plan.

Samtidig ønsker vi, at der foretages ekstern revision på skolernes budget, regnskab og styringsværktøjer. Vi er gået til valg på, at der skal være styr på økonomien og gennemsigtighed i de økonomiske prioriteringer, der foretages. Og det vil vi fortsat arbejde for.

Trine Egetved, Jesper Behrensdorff og Lars Nielsen
Det Konservative Folkeparti

Du kan læse borgmesterens svar her: Borgmester: Skolernes økonomi skal følges tæt

Skriv din kommentar her: