DEBAT: Større og hurtigere støtte til forældre der mister et barn

Foto: Holger Langmaier/Pixabay.
DEBAT: Støtten skal være der prompte, og den skal være massiv, når forældre mister et barn.

Bliver du fyret fra dit arbejde står der, hvis du er medlem af en fagforening, et hold klar til at hjælpe. Får bilen en bule i siden, er du ikke i tvivl om, hvor du skal hente hjælp henne. Bliver du udsat for en forbrydelse, er du ikke i tvivl om, hvem du skal kontakte for at få den nødvendige hjælp. I et privilegeret samfund som Danmark er vi i dagligdagen ikke i tvivl om hvor og hvornår vi kan få hjælp til de udfordringer der måtte dukke op.

Men livet er uforudsigeligt og nogle gange rammes man som familie af ulykker og tragedier man ikke kan forestille sig hvordan må føles. At miste et barn må være noget af det værste man som forældre kan opleve. Tæppet rives væk under fødderne på dem, og foran dem står en lang, sej og hård kamp. Kampen med sorgen, med dagligdagen, der skal gå videre, processen omkring tabet og måske andre børn i familien, som skal mærke at mor og far stadigvæk er der. I sådanne situationer er det alfaomega, at vores velfærdsystem står klar i sekundet en sådan ulykke måtte indtræde.

Desværre hører vi i disse tider alt for mange eksempler på forældre, der føler de står meget alene i tiden efter deres tab. Hvor finder man en krisepsykolog, en familieterapeut og sorggrupper. Hvordan arrangeres barnets sidste rejse og helt generelt, hvordan kommer vi igennem den nærmeste fremtid bedst muligt. En fremtid der rummer tanker, følelser, dagligdagsopgaver og måske flere børn at tage sig af. Alt dette skal klares samtidig med, at man inderst inde kunne have lyst til at give op. Men netop de spørgsmål man som forældre må stå med, hvis man mister et barn, skal ikke være svære at få svar på. Vi skal som samfund spørge sig selv, om vi egentlig er gode nok til at hjælpe forældrene med det samme. Et borgerforslag om ret til udvidet sorgorlov fik 50.000 underskrifter på meget kort tid, og et nyt borgerforslag om bedre hjælp til familier, som mister et spædband, har nået over 40.000 underskrifter på to dage. Dette må desværre være et udtryk for at hjælpen ikke er som den skal og bør være.

Vi skal som samfund være klar med det samme ulykken indtræder. Er man forældre og mister et spædbarn skal der stå en omsorgsperson til rådighed hurtigt. Et forslag til en sådan omsorgsperson er sundhedsplejersken. Helt konkret skal uddannelsen som sundhedsplejerske udvides, så de også kan hjælpe familier i disse situationer. Sundhedsplejersken kender i forvejen forældrene fra tidligere besøg i forbindelse med fødslen, og det vil derfor være nærtliggende, at det er en omsorgsperson, der kender familien som træder til. En sådan omsorgsperson skal hjælpe med alt det praktiske angående psykologer, sorggrupper, begravelsen og kontakt til andre organisationer, som kan hjælpe forældrene igennem hele forløbet så gnidningsfrit så muligt. Er man forældre og mister et voksent barn skal der også stå en omsorgsperson klar fra kommunen, som også i deres tilfælde skal være til rådighed, hvis familien ønsker det. Udover støtte under forløbet skal der selvfølgelig løbende i månederne, hvis ikke årene efter, også tjekkes op på, at familierne har det godt efter omstændighederne.

Det handler i bund og grund om, at man som samfund skal gøre et ellers meget svært forløb så gnidningsfrit så muligt, set ud fra det praktiske perspektiv. Det er klart, at sorgen ikke forsvinder, fordi der er en ansat fra kommunen der hjælper, men man skal som forældre kunne komme hurtigt i kontakt med professionel hjælp, så sorgperioden for så vidt muligt udelukkende handler om at bruge sin energi på at bearbejde tabet, og ikke på at stå med alt det praktiske mere eller mindre alene.

Hvis man skal se helt skarpt og samfundsmæssigt på sagen, er vi som land også bedre tjent med at forældre kommer godt igennem en sådan periode, men vigtigst af alt, at de også kommer godt ud på den anden side igen. Det vil være en proces, der koster penge, det gør alle politiske projekter, men netop dette område må og skal vi ikke gå på kompromis med.

Derfor skal støtten til forældre, der rammes af en så stor sorg stå klar prompte, og hjælpen skal være massiv og omfattende.

Mathias Zilberberg
Kandidat SF Gribskov KV21

Leave a Reply