DEBAT: Vi mangler sikre cykelveje i Gribskov Kommune

Kommunen mangler flere cykelstier som denne, der er sikre at køre på, mener en læser. Foto: Gribskov Kommune.

GRIBSKOV: Jeg læser at en cyklist er blevet kørt ned af bilist i en højresvingsulykke i Ålsgårde. Alderen på de implicerede er underordnet, for det vigtige er, at vi får sikre cykelveje i Gribskov Kommune.

Vi er jo et cykelland. Turister kommer fra andre lande for at kunne cykle sikkert (tror de) på de danske veje og landeveje. Vores børn kan ikke cykle til skole, da det er alt for farligt.

Gribskov Kommune har meldt sig ud af supercykelstier.nu Det er en skandale for gennem dette fællesskab kan kommunen få tilskud endda fra EU til at etablere sikre cykelveje til vores skolebørn og vores turister. 

Eksempelvis er den 5 km. lange Villingerødvej så smal, at det er med livet som indsats at cykle til Esrum og til Tingbakkeskolen. Så børn i Dronningmølle bliver hentet af en skolebus for at komme sikkert til og fra skole. Det er jo ikke godt for deres fysik på den lange bane.

Jeg cyklede fra jeg var 3 år og har cyklet til og fra arbejde hele mit lange arbejdsliv, da der i København Kommune er sikre cykelstier/veje det samme i Gentofte Kommune. Efter jeg er flyttet til Dronningmølle er det med tøven, at jeg hopper på cyklen, for bilerne suser jo derudaf med højere fart end tilladt på de meget smalle landeveje, vi har her i kommunen.

Jeg er selv bilist, og var i går vidne til, at en cyklist heldigvis slap med skrækken, da en Landrover med meget bred anhænger var ved at overhale cykelisten i et sving. Jeg bremsede og kørte ind i rabatten så jeg ikke fik den modkørende bil frontalt ind i min front (pu-ha) – godt at min reaktionsevne er bedre end den meget yngre modkørende bilist. Cyklisten slap også med skrækken. Det var på strækningen mellem Villingrød og Havreholm.

Margit Mølgaard
Hindsehovgården 16
3120 Dronningmølle

Giv din mening til kende: