DGI: Fællesskabet er udfordret – støt foreningerne

Per Frost Henriksen har vist glemt løbetøjet på vedlagte pressefoto. Foto: Presse/DGI Nordsjælland.
KRONIK: Året 2020 har bestemt ikke været et normalt år, heller ikke i de lokale idrætsforeninger. I foråret måtte foreningerne lukke helt ned, og i øjeblikket kører de med diverse restriktioner. Det er svært at navigere i for de frivillige, og der bliver hele tiden stillet store og omskiftelige krav. Men én ting er helt sikkert, de frivillige i foreningerne gør en kæmpe forskel.

Kronik skrevet af: Formand for DGI Nordsjælland, Per Frost Henriksen.

Foreningerne risikerer, ifølge undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut, at miste medlemmer og frivillige efter den lange nedlukning af aktiviteter og fællesskab. Situationen er altså alvorlig for de lokale idrætsforeninger, også i Gribskov Kommune.

Derfor opfordrer vi i DGI til, at alle støtter op om den lokale idrætsforening ved at beholde jeres medlemskab eller endda melde jer ind, hvis I ikke allerede har gjort det. Der er lige nu ikke det samme aktivitetsniveau, som der plejer at være, men det kommer der, hvis vi bakker op om foreningslivet.

En idrætsforening handler om fællesskab, samvær, kammerater, nærvær og dannelse. Derfor appellerer vi til, at I støtter op om den lokale forening, især i disse tider. Foreningerne har brug for al mulig anerkendelse og opmærksomhed lige nu.

Tænk blot, hvis idrætsforeningen forsvandt fra dit lokalområde. Du kan selv tilbyde dig og give en hånd med. Det behøver ikke være en stor opgave. Blot det, at du tilbyder din hjælp i nogle timer giver energi til foreningen og muligheder for at arbejde sig igennem restriktionerne og den noget besværlige planlægning af aktiviteter.

Idrætslivet har i over 150 år været et væsentligt element, når det gælder dannelse, humanistisk livssyn, det hele menneske og mange flere betydninger. En corona-epidemi gør jer ude i foreningerne endnu mere vigtige, end i nogensinde har været. Tak, for at I holder modet oppe og kæmper videre.

Med ønsket om en glædelig jul og et fantastisk nytår til aktive og ikke mindst frivillige.

Per Frost Henriksen,
Formand for DGI Nordsjælland

Leave a Reply