En fiks idé for meget: Fire gutter kører til Nordkap på Puch Maxi

Tekst: David Abildgaard. Foto: Privat.

GRIBSKOV: Kender du den der med, at man får en lidt for fiks idé, som pludselig løber af sporet? Fire gutter i den velvoksne alder på vej til Nordkap på små Puch Maxier falder fint ind under den kategori.

Fire friske gutter fra Blistrup og Græsted tog lørdag formiddag afsted fra Bijé Camping i Helsinge for de næste cirka 17 dage at køre hele vejen til Nordkap på deres Puch Maxier. Og der er ikke meget plads på sådan en lille maskine, så både familie og venner må se til fra afstand.
 
Ruten.
– Det hele startede med en joke mellem Poul og Mads om, at de ville til Nordkap. Og så hoppede Michael ligesom med på joken, og da John hørte om det hoppede han også med, forklarer Athena Hansen, hustru til Mads Hansen.
 
Og det er ikke ligefrem årsunger, der tager den hårde tur. Ældst i gruppen er John på hele 73 år. Det holder ham dog ikke tilbage, og med sig har han Michael Gröntved på 40 år, Poul 41 år og Mads på 39. Sidst men ikke mindst har de også Hans-Peter Nielsen, der dog kører i en noget mere behagelig følgebil bag gruppen.
 
– De har hele det sidste år gået hver tirsdags aften og skruet på deres maskiner, griner Athena, der først ser sin mand om små tre uger.
 
– De regner med at turen tager 17 dage, før de kommer frem til Nordkap og de har planlagt er par hviledage undere vejs, hvor nogle af dem har taget fiskegrej med i håb om de kan få frisk fisk. Og så tager de flyveren til Oslo og derfra Oslofærgen hjem, forklarer hun.
 
En våd start
Markaryd.
Lørdag aften var gruppen nået Markaryd i Sverige. Derfra gik turen mod nord til byen Tidaholm, hvor de kunne overnatte i campinghytter.
 
Turen er dog ikke startet som håbet. Vejret er kommet på tværs.
 
– Ja, de har haft en del regnvejr, så man må sige, at de har fået deres ilddåb. I dag kører de dog under blå himmel, forklarer Athena, der får daglig opdateringer fra sin mand.
 
– Humøret er godt, men de er trætte. Jeg talte med ham i går aftes, og de kan mærke det i kroppen. De var begyndt at få ondt i nakken. Men de fortryder ikke, understreger hun og oplyser, at gruppen blandt andet måtte køre en omvej på 50 kilometers og derfor måtte sidde ti timer i streg på de små knallerter.
 
– Men de hygger sig. De spiser da både kage og drikker Fernet Branca, forklarer hun og griner.
 
Turen er blandt andet gjort muligt med stor lokal støtte, blandt andet fra SuperBrugsen, Bijé Camping, Din Tøjmand og Era Biler.
 
Vil du gerne følge de fire svendes fjollede eventyr, så deler de både fotos og video på Facebook. Dem kan du se her: Fra Nordsjælland til Nordkap på Puch Maxi.
 
Her tager de fire afsted fra Gilleleje, optaget fra Athena Hansens mobiltelefon.
 
 
 
 
 
Giv din mening til kende: