Entreprenør-konkurs rammer Kulturhavnen: Tredje etape gået i stå

Kulturhavn Gillelejes 3. etape er sat i bero efter en konkurs. Tekst: David Abildgaard. Foto: Allan Andersen.
GILLELEJE: En nylig konkurs rammer Kulturhavn Gilleleje hårdt. Entreprenørvirksomheden Isco’s nylige konkurs betyder, at etape 3 af Kulturhavnen nu er sat i bero. Koncerndirektør Lars Corfitzen oplyser, at der arbejdes på højtryk bag kulissen på at finde en ny hovedentreprenør til opgaven.

Larmen og mylderet af håndværkere er stoppet omkring tredje etape af Kulturhavn Gilleleje. Det skyldes, at virksomheden med ansvaret for at opføre etapen for få dage siden gik konkurs i hvad der muligvis viser sig at være en svindelsag. Tilbage står en række investorer, som gerne ser, at der bliver fundet en løsning hurtigst muligt.

Ansvar for at finde svarene er placeret hos direktør Lars Corfitzen, som arbejder på højtryk med at få et overblik over konsekvenserne.

– Jeg håber ikke, det får nogle konsekvenser, og at vi kan redde den fremdrift, der er dernede. Der arbejdes derfor nu på højtryk for at finde en løsning, forklarer direktøren til Netavisen Gribskov og oplyser, at der er flere ejere i konsortiet bag Kulturhavnen, som der nu skal kommunikeres med.

– Jeg vurderer ikke, konkursen er en fare for projektet, men i den yderste ende er det mest utænkelige en mulighed, men vi har en klar forventning om at finde en god løsning og at byggeriet fortsætter. Det kræver, at der er en entreprenør der kan opføre byggeriet, forklarer Lars Corfitzen.

Tid er penge
Han er i et kapløb med uret, for tid er penge:

– Vi arbejder med flere løsninger, og satser på at perioden bliver så kort som muligt. Jo længere tid det tager, jo dyrere bliver det jo at genstarte. Det handler derfor om at finde en ny entreprenør, forklarer han, inden han må afbryde samtalen for at deltage i et møde.

Han oplyser, at han ikke på nuværende tidspunkt kan komme med flere udmeldinger, da blandt andet investorerne først skal have en redegørelse.

Tredje etape af byggeriet inkluderer opførelsen af en række ældreboliger, forretninger samt en udvidelse af det eksisterende plejehjem. Du kan læse mere om projektet her:

Tredje etape af Kulturhavnen endelig klar til byggestart

Leave a Reply