Børnebogsanmelder Steffen Larsen gæster Blik for at give gode råd til bøger, der er særligt egnede til børn i den eventyrvenlige alder. Foto: Presse.

GRÆSTED: Der er lagt op til en hyggelig dag hos BLIK – Græsted Bibliotek lørdag 26. januar. Mens de voksne kan få en læs-højt peptalk af boganmelder Steffen Larsen, så underholder tegner og forfatter Jan Kjær børnene med en tegneworkshop. Og det hele er ganske gratis.

Kom og få inspiration til fede, sjove eller spændende bøger, du kan læse for og med dit barn, lyder opfordringen fra BLIK – Græsted Bibliotek.

Biblioteket har inviteret Politikens muntre børnebogsanmelder Steffen Larsen til at give en peptalk til mødre og fædre, der gerne vil have gode ideer til titler, der kan begejstre poder fra ca. fireårsalderen. 

Børn meget velkomne
Og der er også sjov for børnene. For imens de voksne lytter til Steffen Larsen, kan børn fra fire til otte år være kreative sammen med tegner og forfatter Jan Kjær, som står bag bøgerne om ‘Nomerne’.

Jan Kjær. Foto: Presse.

– Det gør ikke noget, at man ikke kender Nomerne på forhånd – nybegyndere skal nok blive sat ind i nomernes univers, lover forfatteren, der også opfordrer til, at de yngste deltagere i workshoppen har en voksen med.

Arrangementet varer fra kl. 10-12 og slutter med frokostpizza for dem, der gerne vil blive lidt længere. Der er gratis adgang, men man må meget gerne tilmelde sig via gribskovbib.dk.

Fakta
Arrangementet er en del af konceptet ”Familietid – det skal være fedt at være børnefamilie”, som BLIK – Græsted Bibliotek har taget initiativ til sammen med Red Barnet Gribskov, Familievenner Gribskov, Røde Kors Græsted-Gilleleje, Indre Mission i Græsted og Græsted Kirke.

Giv din mening til kende: