Tobias Fensløv og Jesper Frank Christensen er klar til at underholde med fællessang i Græsted. Foto: Presse.

GRÆSTED: Blik-Græsted Bibliotek inviterer til gratis og uforpligtende fællessang søndag d. 20. januar. 

To professionelle musikere inviterer til fællessang på BLIK-Græsted Bibliotek. Det sker som led i afholdelsen af de traditionsrige “Syng-Sammen-Søndage”. Årets første fællesaften bliver med to professionelle musikere, sanger Tobias Fensløv og pianist Jesper Frank Christensen, der begge brænder for, at vi skal synge mere sammen.

De vil tage deltagerne med på en rejse af kendte og elskede sange, og med afsæt i årstidens melodier vil man komme rundt om et bredt udvalg af sange fra den danske sangskat. Undervejs vil de to musikere også underholde med nogle af deres personlige favoritter.

Tobias Fensløv er professionel sanger indenfor både rytmisk og klassisk musik. Han er oprindeligt uddannet rytmisk sanger og bassist, og har efterfølgende videreuddannet sig i klassisk sang. Tobias synger i vokalgruppen CPH FOUR, og er til daglig assistent i Operaen på det Kgl. Teater. Han er desuden bassist og forsanger i festorkesteret TAKE-TWO.

Jesper Christensen er bacheloruddannet pianist fra DKDM og RMC i København. Han arbejder som repetitør, pianist, kor- og orkesterleder indenfor både rytmisk og klassisk musik, og er fasttilknyttet Det ny Teater som pianist og repetitør.

Arrangementet er gratis. Der kan købes kaffe i pausen.

TID: Søndag d. 20. januar 2019 kl. 15:00 til 17:00
STED: BLIK-Græsted Bibliotek, Græsted Stationsvej 10 A, 3230 Græsted.
ENTRE: GRATIS

Giv din mening til kende: