BLIK er vært, når der næste gang er fællessang. Foto: Arkiv/Allan Andersen.

GRÆSTED: De folkekære musikere Kim Larsen og Benny Andersen bliver hyldet med et par sange, når BLIK i Græsted i starten af næste måned er vært for en fælles sangaften med operasanger Ove Mynderup og Annelies Hayes Andersen. Det er ganske gratis at deltage.

Danmark har på kort tid mistet to af sine mest folkekære sangere, og der bliver derfor fokus på både Kim Larsen, der gik bort 30. september efter kort tids sygdom, samt Benny Andersen, der sov stille ind 16. august i år. Begge bidrog ganske enormt til den ny-klassiske danske kulturarv og formåede begge på mange måder at sætte deres fingeraftryk i den lim, der fastholder vores fælles forståelse af, hvad der gør Danmark til… ja, Danmark. Begge kunstnere bliver derfor forståeligt mindet med et par sange, når der næste gang samles til fællessang i BLIK 4. november. Det er ganske gratis at deltage og alle velkomne, så længe plads altså haves.

Ove Mynderup. Foto: Presse.

Og pladsen kan godt blive trang. Ove Mynderup var også gæst til syng-sammen søndag i foråret og her var der fuldt hus. Dagen er igen gjort muligt via en af bibliotekets frivillige kræfter, Annelies Hayes Andersen, der synger et par duetter med Ove Mynderup mellem fællessangene.

Der er dog andet end hyldest på programmet, og flere af årstidens sange fra Højskolesangbogen bliver fundet frem . Der vil også være sange fra opera og musicals som ‘les Miserables’ og ‘Tryllefløjten’.

Så kom trygt til ”Kunst & Ballade” med Annelies Hayes og Ove Mynderup 4. november fra kl. 15-17.

Duetten
Udover fællessang står der nogle solosange og duetter på programmet.

Annelies Hayes Andersen. Foto: Presse

Den ene halvdel af den til lejligheden sammensatte duet er operasanger Ove Mynderup, som har en lang karriere både på de skrå brædder på Den Kongelige Opera, ved kirkekoncerter, på udlandsturneer og som organist, sanglærer og meget mere. Han har et stort repertoire som spænder fra opera arier til Händels Messias, musical og populær musik og har udgivet en række CD’er.

Den anden halvdel består af vores helt egen Annelies Hayes Andersen fra Græsted, der med sin musikalske virksomhed ”Kunst & Ballade” har stået for en del sangarrangementer både til børn og voksne. Hun har tidligere ledt et børnekor på en privatskole, haft et integrationskor og været solist i Græsted Gospel og Hillerød Hospitalskor, hvor hun også var vicedirigent. Til daglig er hun musiklærer på mellemtrinnet på Gilbjergskolen, historisk pianistinde, klaverlærer og noget så eksotisk som hospitals-musiker.

TID: 4.november kl 15 -17.
STED: BLIK, Græsted Stationsvej 10A.
ENTRE: Gratis entré og i pausen kan der købes kaffe.

 

Giv din mening til kende: